Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Kyllingebryst med søde kartofler, blomkål, fennikel og tamari

Kyllingebryst med søde kartofler, blomkål, fennikel og tamari

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 hel kylling
  • 1 fennikel (skåret papirtyndt, fx på et mandolinjern)
  • Alle de søde kartofler (skuret og i stykker a ca. 2 x 2 cm)
  • 1 blomkål (i mundrette buketter)
  • 1 grøn chili (½ i fine tern, ½ i tynde ringe)
  • 1 brev tamari
  • 1 lime
  • 1-2 cm ingefær (fintrevet)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber

Sådan gør du

Køkkennoter: I dag skal du spise søde kartofler. På trods af navnet har den søde kartoffel faktisk intet med en almindelig kartoffel at gøre, på nær en smule lighed i udseendet. Søde kartofler tilberedes på samme måde som almindelige kartofler, men har en sødlig, fyldig og krydret smag. Smagen og konsistensen kan bedst beskrives som en krydsning mellem gulerod, hokkaido og kartoffel.

Du skal tilberede en hel kylling i dag – men det er kun brysterne, I skal spise i dag. Pluk kødet af lårene (plus det løse), og gem det på køl til i morgen. 

Når du skal se, om kyllingen er klar, kan du forsigtigt løsne et af lårene inde i leddet ved brystet. Når væsken er klar i farven, er kyllingen færdig.


1. Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

2. Læg kyllingen i et ovnfast fad, gnid eller pensl den gavmildt med olivenolie, og krydr med havsalt og sort peber.

3. Sæt kyllingen i ovnen, og steg den, til den er gylden og gennemtilberedt, 50-55 minutter.

4. Skyl og klargør imens grøntsager, ingefær og lime som angivet i ingredienslisten. Kom fenniklen i en skål med iskoldt vand.

5. Kom de søde kartofler og blomkålen i en stor skål, og vend det med chiliternene og 3-4 spsk. olivenolie. Bred grøntsagerne ud på en bageplade med bagepapir.

6. Sæt pladen i ovnen, når kyllingen er ca. halvvejs færdig, og bag grøntsagerne møre, 20-25 minutter.

7. Rør en dressing af tamari, limesaft, revet ingefær og 2 spsk. olivenolie.

8. Dræn vandet fra fenniklen, og vend den med chiliringene og lidt af tamaridressingen.

Servering
Anret de skønne kyllingebryster sammen med de bagte grøntsager. Kom frisk fennikel henover, og dryp med resten af dressingen.


-