Kyllingeburger med coleslaw og ovnfritter
Ingredienser
- 4 bagekartofler
- ½ spidskål
- ½ pose gulerødder
- 1 rød chili
- 1 bundt mynte
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- 1 pakke grøn kyllingeburger
- 1 pakke burgerboller med kartofler
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Eddike (fx æbleeddike)
- Sukker
- Evt. ketchup, sennep eller aioli
Tænd ovnen på 200 °C varmluft, og skyl alt grønt.
Skær kartoflerne i både, og kom dem på en bageplade med bagepapir. Dryp med olivenolie, og krydr med salt.
Bag kartoflerne i ovnen, til de er gyldne og sprøde, 25-30 min.
Snit spidskålen fint. Skræl og riv gulerødderne groft. Snit chilien fint, og pluk mynten groft.
Kom spidskålen i en skål, drys med lidt salt og sukker, og knug det let. Tilsæt gulerødder og lidt eddike, og vend det med yoghurt, lidt chili og mynte.
Kom kyllingeburger-bøfferne i ovnen sammen med ovnfritterne, og steg dem i ovnen i 12-15 min.
Kom burgerbollerne i ovnen, og varm dem i ca. 5 min.
Flæk burgerbollerne, og fyld dem med coleslaw og kyllingeburger-bøffer. Spis ovnfritter til, og supplér evt. med ketchup, aioli eller sennep.