Kyllingeoverlår med dampet grønkål, sprød salat og tahindressing
Ingredienser
- ½ icebergsalat
- 1 bundt farvede bladbeder
- 1 brev sesamfrø
- 1 pakke kyllingeoverlår uden ben
- 1 bundt grønkål
- 1 brev ristet sesamolie
- ½ brev tahin
- ½ citron
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
Skyl grøntsagerne og citronen.
Skær salaten i grove stykker. Snit bladbedebladene groft og stilkene fint. Vend salat og bladbeder sammen i en skål.
Varm en tør pande op, og rist sesamfrøene gyldne. Tag dem af panden, og tør panden over.
Varm panden op igen, kom ½ spsk. olivenolie på, og steg kyllingen i 6-8 min., til den er gylden og gennemstegt. Krydr med salt.
Skær samtidig grønkålen i grove stykker, og kassér den nederste, grove stok. Kog ½ dl vand op i en gryde, og tilsæt grønkålen. Læg låg på, og damp kålen i 4-5 min. Dræn vandet fra, og vend det med den ristede sesamolie.
Halvér citronen, og rør en dressing af tahin og citronsaft. Justér konsistensen med 1-2 spsk. vand, til dressingen er tyktflydende. Smag til med salt.
Anret sprød salat i en skål, og top med dampet grønkål og stegt kylling. Dryp tahindressing over, og drys med ristede sesamfrø.