Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Lasagne med røde linser i tomat og broccoli med korender

4 personer

Ingredienser

  • 1 pose røde linser
  • 2 løg
  • Alle gulerødderne
  • ½ bundt timian
  • 2 bundter farvede bladbeder
  • 2 auberginer
  • 2 flasker mosede tomater
  • 1 pakke fuldkornslasagneplader
  • 1 broccoli
  • 1 pose korender

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Peber
  • Evt. rasp eller vegansk ost
  • Evt. eddike (fx hvidvinseddike)
Køkkentips

Det tager lang tid at lave en lasagne, men heldigvis passer den sig selv i ovnen det meste af tiden. Og så er den forhåbentlig ventetiden værd. Sørg for at smage tomatsaucen godt til, så den er saltet/krydret nok til at kompensere for lasagnepladerne.

Inden du går igang

Sæt vand over til linser, og tænd ovnen på 200 °C varmluft. Skyl linser og alt grønt.

Tomatsauce med linser
  1. Kom linser i en gryde med rigeligt, letsaltet vand, og kog dem møre, 15-16 min. Dræn vandet fra.

  1. Pil løg, og hak det fint, eller riv det groft. Riv også gulerødder. Pluk timian, og snit bladbeder groft. Skær aubergine i skiver.

  1. Varm en bredbundet gryde op, tilsæt olie, og steg løg, timian, gulerødder og bladbeder i 4-5 min. Tilsæt 1-2 tsk. salt og mosede tomater. Skyl flasken i ca. 2 dl vand, og tilsæt også det til gryden. Lad tomatsaucen simre, til linserne er klar.

Aubergine
  1. Steg imens aubergineskiver i en gavmild sjat olie på en stor pande i 3-4 min. Krydr dem med salt.

  1. Tilsæt kogte linser til gryden med tomatsauce. Kog op, og smag til med salt og peber.

Lasagne
  1. Smør et tyndt lag af tomatsauce i bunden af et lasagnefad. Læg skiftevis et lag lasagneplader, et lag tomatsauce og et lag aubergine. Afslut med et lag aubergine. Drys evt. med lidt rasp eller vegansk ost.

  1. Bag lasagnen i ovnen i 25-35 min., til lasagnepladerne er møre og toppen gylden.

Broccoli og korender
  1. Del broccoli i buketter. Skræl stokken, og skær den i grove stykker.

  1. Tør panden fra aubergineskiver af, tilsæt ny olie, og steg broccoli ved høj varme i 3-4 min. Det må gerne branke lidt i kanterne og stadig være sprødt.

  1. Vend broccoli med korender, lidt salt og evt. lidt eddike, og anret i en skål.

Servering

Sæt fadet med lasagne på bordet, og del passende stykker ud. Spis broccoli med korender til.

-