Lune pitaer med minibøffer, koriander og raita
Ingredienser
- Resten af forårsløgene
- ½ spidskål
- 1 bundt koriander
- 1 lime
- 1 pakke fuldkornspitabrød
- 1 pakke minibøffer med hvidløg
- ½-1 brev buena vista-krydderiblanding
- 1 bæger yoghurt naturel 2 %
- 1 bæger skåret grønt (bladselleri/agurk/mynte)
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
Find to pander og en brødrister frem til pitabrødene (eller tænd ovnen på 200 °C). Skyl al frugt og grønt.
Snit forårsløgene og spidskålen fint. Snit korianderen groft. Halvér limefrugten.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg halvdelen af spidskålen ved høj varme, til den er brunet, 2-3 min. Smag til med salt og limesaft.
Lun pitabrødene på brødristeren, eller varm dem i ovnen i 3-5 min.
Varm imens en anden pande op, tilsæt olie, og steg minibøfferne ved middel-høj varme, til de er brune på begge sider og gennemstegte, 1-2 min. på hver side. Krydr med salt og buena vista-krydderi undervejs.
Rør yoghurten sammen med skåret grønt fra bægeret, og krydr med lidt salt. Anret raitaen i en skål til servering.
Flæk pitabrødene, og fyld dem med stegt og rå spidskål, koriander, minibøffer og forårsløg. Dryp med raita, og servér.