Majskolbe med quinoa, chipotle-gryde og lime
Ingredienser
- 1 majskolbe
- 1 squash
- 1 løg
- 1-2 fed hvidløg
- ½-1 tørret chipotle-chili
- 1 lime
- 1 pose hvid dansk quinoa
- 1 karton mosede tomater
- ½ spidskål
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Sæt vand over til majskolbe og quinoa, og skyl frugt og grønt.
Pil yderblade af majs, men lad dem evt. sidde fast i toppen, og bind dem sammen, så de kan fungere som håndtag.
Skær squash i grove tern. Pil og hak løg groft. Pil og skær hvidløg i tynde skiver. Hak chipotle-chili fint. Skær limefrugt i både, og kom dem i en skål.
Varm olie op i en tykbundet gryde, og steg squash, løg og hvidløg ved middel varme i 5-6 min.
Kom imens quinoa i en gryde, overhæld med kogende vand [1p: 2 dl | 2p: 3 dl], og tilsæt salt. Kog den under låg i 10 min., og lad den trække under låg i 5 min.
Tilsæt lidt chipotle-chili og mosede tomater til gryden med grønt, og kog op. Lad det simre i 4-5 min., og smag til med salt, sort peber og evt. mere chipotle-chili.
Kog majskolbe med yderbladene stikkende op af gryden i 5-7 min. Afdryp, og anret på et lille fad.
Snit spidskål fint, og kom den i en skål, hvor der også er plads til quinoa. Vend quinoa med spidskål, lidt limesaft, salt og olivenolie.
Dryp majskolbe med lidt god olivenolie og limesaft, og giv den et drys salt – og evt. et lille drys hakket chipotle-chili. Spis quinoa og chipotle-gryde til.