Majstortillas med refried beans, stegt aubergine og fermenteret salsa
Ingredienser
- 1 babosa-løg
- 1-2 fed hvidløg
- 1 tørret chipotle-chili
- 1 portion kogte sorte bønner
- 1 graffiti-aubergine
- 1 gul peberfrugt
- 1 hjertesalat
- 1 bundt koriander
- 1 bæger fermenteret salsa
- 1 pakke majstortillas
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
Sæt vand over til chipotle-chili, og skyl al grønt.
Pil løget og hvidløget, og hak begge dele. Skær chilien i små tern, og kom den i en skål med ½ dl kogende vand. Lad den udbløde, til den skal bruges.
Varm 2 tsk. olie op i en gryde, og sautér løget ved middellav varme i 5-6 min., til det er klart, men uden at det har taget for meget farve. Skru op og ned for varmen efter behov.
Tilsæt de kogte sorte bønner, og steg dem med i 3-4 min. Tilsæt hvidløget og chilien, og hæld ½ dl vand ved (evt. udblødningsvandet fra chilien – men pas på, det er stærkt). Kog det hele igennem i 2 min.
Blend løg og bønner til en blød creme, fx med en stavblender direkte i gryden. Spæd evt. med lidt mere vand, hvis det er for tørt. Smag til med salt.
Skær auberginen og peberfrugten i tern.
Varm 2 tsk. olie op på en pande, og steg auberginen på alle sider, til den er lysebrun, ca. 5 min. Tilsæt peberfrugten, og steg i yderligere 3 min. Krydr med salt.
Snit imens salaten, og pluk korianderen. Kom begge dele på et fad.
Lun tortillaerne på en tør pande i 15-30 sek. pr. side, eller lun hele stakken i mikroovnen i ½-1 min. Hold dem lune, fx mellem to tallerkener.
Stil hele herligheden på bordet. Fyld tortillaerne med lidt refried beans, stegt aubergine og peberfrugt samt salat, og top med lidt fermenteret salsa og friske koriander. Fold dem sammen, og spis dem gerne med fingrene, hvis du har lyst.