Søg
Menu
Fav.
Favoritter
×

Aarstiderne bliver en del af Dagrofa-familien. Læs pressemeddelelsen.

Majstortillas med chipotle-bønner, tomatsalsa og bladbeder

4 personer

Ingredienser

  • 2 bundter koriander
  • 2 bakker cherrytomat-mix
  • 2 lime
  • 1 bæger fermenteret salsa
  • 1 bæger søde kartofler i tern
  • 1-2 tørrede chipotle-chilier
  • 2 poser kogte sorte bønner
  • 2 dåser tomatpuré
  • 1-2 breve buena vista-krydderiblanding
  • 2 pakker majstortillas
  • 1 bundt bladbeder

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Evt. sukker
Køkkentips

Chipotle betyder "røget chili". De produceres ved at lade jalapeño-chilier hænge og modne og næsten tørre helt ind på planten. Derefter ryges den, hvor den smider den sidste væde. Den færdige chipotle får en dyb, røget og intens smag og lang holdbarhed. Bruger du ikke al din chipotle, kan du gemme resten i flere måneder i en tør beholder ved stuetemperatur. Traditionelt produceres chipotle af overskud fra jalapeño-høsten i Mexico, men vores har ikke været helt så langt undervejs, da den produceres i Spanien og leveres af en af vores faste leverandører.

Inden du går igang

Skyl al frugt og grønt.

Tomatsalsa
  1. Pluk koriander. Kom bladene i en skål til servering, og hak stilkene fint. Skær tomater i kvarte og lime i både.

  1. Rør fermenteret salsa, tomater og korianderstilke sammen i en skål, og smag til med salt, peber, limesaft og evt. lidt sukker.

Søde kartofler og bønner
  1. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg søde kartofler fra bægeret i 4-5 min. De må gerne tage lidt farve.

  1. Fjern imens stilken fra chipotlen, og hak chipotle-chili fint.

  1. Tilsæt bønner, tomatpuré, vand [2p: 1 dl | 4p: 2dl], lidt chipotle og buena vista-krydderi til panden med søde kartofler. Lad det simre ved lav varme indtil spisetid, eller til vandet er kogt næsten helt væk. Smag til med salt og evt. mere chipotle og buena vista-krydderi.

Majstortillas
  1. Varm majstortillaerne en ad gangen på en varm pande i ca. 30 sekunder. Hold dem lune i et viskestykke.

Bladbeder
  1. Snit imens bladbederne groft – stilkene lidt finere end bladene. Varm panden fra majstortillaerne op igen, tilsæt olie, og steg bladbederne ved høj varme i 1-2 min. Krydr med salt.

Servering

Fyld de lune majstortillaer med bønner og søde kartofler, tomatsalsa og bladbeder, og drys med korianderblade. Dryp med limesaft, fold sammen, og spis med fingrene.

-