Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Marokkansk tagine med søde kartofler, aubergine og fermenteret kålsalat

Marokkansk tagine med søde kartofler, aubergine og fermenteret kålsalat

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 aubergine (i tern a ca. 2 cm)
  • ½-1 brev spidskommen
  • 1 sød kartoffel (skuret og i tern a ca. 2 cm)
  • 1 løg (hakket groft)
  • 3-4 fed hvidløg (i tynde skiver)
  • ½ bundt timian
  • 1 portion kogte kikærter (kogt på dag 2)
  • 1 flaske mosede tomater
  • 1 bæger slawmix (kål og pink kraut)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • sort peber
  • eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)

Sådan gør du

Køkkennote: Vores pink kraut er lavet af grøn og rød spidskål, som vi selv fermenterer i Det Grønne Værksted hos Aarstiderne i Barritskov i Jylland. Under fermenteringen udvikler kålen nogle skønne mælkesyrer, der både er supersunde og naturligt får munden til at løbe i vand, når man spiser kålen.

1. Skyl og klargør grøntsagerne som angivet i ingredienslisten. Afdryp kikærterne.

2. Varm en rummelig gryde op, tilsæt olie, og steg aubergineternene gyldne, 2-3 min. Krydr med salt og lidt spidskommen, og tag dem op af gryden.

3. Kom lidt ny olie i gryden, og steg de søde kartoffeltern, til de er gyldne, 3-4 min. Krydr med salt, og tag dem op af gryden.

4. Kom igen lidt olie i gryden, og steg løg, hvidløg og timianstilke, til løgene er klare i farven, 2-3 min. Tilsæt derefter kikærterne og de mosede tomater.

5. Kom aubergine og sød kartoffel tilbage i gryden, krydr med lidt mere spidskommen, og kog retten op. Lad taginen simre i 6-7 min., til grøntsagerne er møre.

6. Smag imens slawmixet til med et par dråber eddike og evt. en knivspids salt.

7. Fisk timiankvistene op af taginen, og smag retten til med salt, peber og evt. mere spidskommen.

Servering
Anret taginen i dybe tallerkener eller skåle, og servér den fermenterede kålsalat ved siden af.

-