Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Kødboller i tæt tomatsauce med pasta, kapers og timian

Kødboller i tæt tomatsauce med pasta, kapers og timian

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 pakke hakket svine- og oksekød
  • ½ stykke peberrod (revet fint)
  • ½ glas kapers i havsalt (udvandet og hakket)
  • 1 bundt timian (plukket og skåret fint)
  • 1-2 fed hvidløg (finthakket)
  • 1 porre (i tynde ringe)
  • ½ pose gulerødder (delt i 4 på langs og skåret i små tern)
  • 1 glas tomater med grøntsager
  • 2 poser pasta penne

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber
  • eddike (fx æbleeddike)
  • saltet smør

Sådan gør du

Køkkennote: Da jeg var lille, var Lady og Vagabonden ikke til at komme udenom. Det var et meget sejt træk af Vagabonden lige at trille den sidste kødbolle over til Lady, da de sad der under stjernerne i en stemningsfuld baggård bag en italiensk restaurant. Jeg elskede især kokkene! Sikke en måde at forføre på! 

I dag skal I også spise kødboller, og så kan I jo skænke Lady og Vagabonden en tanke – og måske lade jer inspirere af kokkene!

1. Skyl og klargør grøntsagerne som angivet i ingredienslisten.

2. Rør kødet med lidt havsalt, til du har en 'sej' og homogen fars. Rør revet peberrod, kapersene og timianen i. Form små kødboller af farsen.

3. Steg kødbollerne gyldne og gennemstegte i olivenolie på en pande i 5-6 minutter. Kom evt. en skefuld saltet smør på de sidste 2 minutter, og lad det brune skønt op om kødbollerne. Tag kødbollerne af panden, rengør den hurtigt, og stil den tilbage på varmen.

4. Sæt vand over til pasta, fx i en elkedel.

5. Kom olivenolie på panden, og sauter hvidløg og porre glasklart under omrøring i 2-3 minutter.

6. Kom gulerødderne ved, og sauter i yderligere 3-4 minutter, til de er sprødmøre. Krydr med havsalt, sort peber og 2-3 spsk. eddike.

7. Kom tomatsaucen over grøntsagerne på panden, og varm igennem. Kom kødbollerne i, og lad hele balladen stå og 'bloppe', imens pastaen koger.

8. Kom pastaen i en gryde med spilkogende vand, tilsæt salt, og kog pastaen al dente, ca. 10 minutter. 

9. Dræn vandet fra pastaen, og vend den med lidt olivenolie.

Servering
Anret pastaen i dybe tallerkener, og kom kødboller og tomatsauce henover.



-