Minutstykker af gris, aubergine med tahin og mungbønner med agurk
Ingredienser
- 1 pose grønne mungbønner
- 1 aubergine
- 3 tomater
- 1 citron
- 1 hvidløgsfed
- 1 pose tahin
- 2 snackagurker
- ½ bundt kruspersille
- 1 pakke minutstykker af filet
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Sæt vand over til mungbønner, og skyl mungbønner samt frugt og grønt.
Kom mungbønner i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem møre, ca. 30 min. Hold øje med dem efter 20 min., så de ikke koger ud. Hæld vandet fra, og kom dem i en skål til afkøling.
Halvér aubergine på langs, og prik skindet med en gaffel eller en lille spids kniv.
Varm en pande op med lidt olie – sørg for, at olien dækker hele overfladen jævnt (brug fx en pensel). Læg aubergine med skærefladen nedad, og steg den ved middel varme under låg i ca. 15 min., eller til den er helt mør.
Justér varmen undervejs, så auberginen mørner uden at brænde på. Vend aubergine efter de 15 min., og steg den i 5 min. på skindsiden. Krydr med lidt salt, og læg den på en tallerken.
Skær imens tomat i tern, og halvér citron. Pil og pres eller riv hvidløg fint. Rør tahin med hvidløg og 1-2 spsk. citronsaft, og spæd til med koldt vand, til dressingen har samme tykkelse som tynd yoghurt. Smag evt. til med mere citronsaft.
Dryp tahindressing over aubergine og top med tomat.
Skær agurk i små tern, og hak persille. Vend agurk og persille sammen med mungbønner, og smag til med salt, peber og lidt citronsaft.
Varm en pande op med lidt olie, og steg kødet ved høj varme i 1-2 min. på hver side. Krydr med salt og peber undervejs.
Servér minutstykker af gris med mungbønner og aubergine med tahin og tomat.