Mørt oksekød i tomatsauce med quinoa og rucolasalat med pære
Ingredienser
- 1 pose quinoa
- 1 rødløg
- 1 squash
- Alle othello-bøftomaterne
- 1 pakke oksetern sous vide
- 1 bundt grønkål
- 1 pære
- 1 bundt rucola
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
I denne uge skal du have sous vide-tilberedt oksekød. Sous vide er en måde at tilberede mad på. Helt konkret består metoden i, at et vakuumpakket stykke kød eller andet tilberedes i vandbad ved lav temperatur og over lang tid. Denne tilberedningsmetode sikrer en ensartet tilberedning. Desuden efterlader kødet herved en smagfuld fond, der skal bruges, når kødet steges.
Sæt vand over til quinoa, og skyl grøntsagerne og pæren.
Skyl quinoaen grundigt. Kom den i en gryde, overhæld med 2 dl kogende vand, og tilsæt salt. Kog quinoaen under låg i 10 min., og lad den trække under låg i 5 min.
Pil rødløget, og skær det i tynde både. Skær squash og tomater i tern.
Varm en gryde op, tilsæt 1 tsk. olie, og steg rødløgsbådene let møre og glasklare, ca. 3 min.
Tilsæt kødet med den tilhørende væde samt squash, tomat og ½-1 dl vand, og lad retten simre i 10-15 min. Smag til med salt og peber.
Pluk grønkålen fra stilken, og hak bladene groft. Skær pæren i tynde skiver, og pluk rucolaen groft.
Vend grønkål med rucola og 1 tsk. olie. Anret salaten på et fad, og top med pære.
Anret quinoa i dybe tallerkener, og top med mørt oksekød i tomat-grøntsagssauce. Nyd rucolasalat med pære og grønkål til.