Mungbønner i cremet kokos og broccoli med finger lime og koriander
Ingredienser
- 1 pose grønne mungbønner
- 2-3 fed hvidløg
- 1 rødløg
- 2-3 cm ingefær
- 1 bundt koriander
- 1 brev bangkok-krydderiblanding
- 1 dåse kokosmælk
- 1 broccoli
- 1 bundt spinat
- 1 finger lime
Tjek at du selv har
- Olie (fx kokosolie)
- Salt
- Evt. soja
Sæt vand over til mungbønner. Skyl alle grøntsagerne og finger limen.
Skyl mungbønnerne i koldt vand. Kog dem derefter møre i letsaltet vand, ca. 30 min. – kog uden låg de første 10 min. Kassér kogevandet.
Pil imens hvidløgsfeddene og rødløget, og hak begge dele fint. Hak ca. 1 spsk. ingefær. Pluk bladene fra korianderen, kom dem i en skål til servering, og hak derefter stilkene fint.
Varm en anden gryde op, tilsæt olie, og steg rødløg, hvidløg, korianderstilke, ingefær og bangkok-krydderi i 2-3 min., til løget er klart, men uden at det tager farve.
Tilsæt kokosmælken, skyl kokosmælk-dåsen i ½-1 dl vand, og tilsæt også det til gryden. Lad det koge langsomt ind ved svag varme i 10-15 min. – koger det tørt, så tilsæt vand, og skru ned for blusset.
Del imens broccolien i buketter – skræl også stokken, skær den i meget tynde strimler, og hold bukketter og strimler adskilt. Hak spinaten groft.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg broccolibuketterne ved høj varme i 2-3 min. Tilsæt spinaten, vend hurtigt rundt, og krydr med salt eller soja, hvis du har. Anret i en skål.
Halvér finger limen, og pres citrusperlerne over broccolien og spinaten.
Vend de kogte mungbønner i den cremede kokos, og smag til med salt eller soja og evt. mere bangkok-krydderi.
Anret de cremede mungbønner på tallerkener. Top med broccoli og spinat, og drys broccolistok i strimler og korianderblade over retten.