Nem chili sin carne med palermo-peber og chipotle serveret med mexican-style limeagurker og creme fraiche
Ingredienser
- 1 pose brune jasminris
- 3 palermo-peberfrugter
- 1 tørret chipotle-chili
- 2 rødløg
- 2 ruller chili sin carne
- 1 madagurk
- 1 bundt koriander
- 2 lime
- ½ pose saltet citron
- 2 bægre creme fraiche
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Saltet citron fungerer fantastisk godt som smagsgiver i tomatsaucer, hvor syre, salt og bitterhed fra citronen løfter de øvrige smage rigtig fint. Prøv dig frem med lidt ad gangen.
Sæt vand over til ris, og skyl ris samt frugt og grønt.
Kom ris i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem i 20-22 min. Hæld overskydende vand fra.
Skær peberfrugt i tynde strimler. Skær stilk af chipotle-chili, og hak chili fint. Hak rødløg fint.
Varm en gryde op, tilsæt olie, og steg peberfrugt 3-4 min., til den er brunet.
Tilsæt chipotle og halvdelen af rødløget, og steg videre 1 min. Tilsæt chili sin carne og lidt vand, og kog op. Lad retten simre, til alt er mørt, 8-10 min.
Skær imens agurk i mindre tern, og snit korianderbundtet groft.
Vend agurk, koriander og resten af rødløget sammen, og smag til med fintrevet limeskal, salt og limesaft.
Smag chili sin carne til med saltet citron og sort peber inden servering.
Anret ris, og kom chili sin carne ovenpå. Top med lime-agurker og creme fraiche.