Bliv medlem og få rabat på alle køb
Søg
Menu

Nem kylling i karry med jasminris og frisk æble-gulerodssalat

3 personer

Ingredienser

  • 1 pose hvide jasminris
  • ½ pose gulerødder
  • 1 pakke kyllingeoverlår uden ben
  • 1 pose gul karrysauce
  • 1 bundt bredbladet persille
  • 1 æble

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
Køkkentips

Hvis du skal servere retten her for børn, kan det være, de har det svært med de synlige grøntsager i saucen. I opskriften river vi gulerødderne groft, så de forsvinder lidt i karrysaucen, men du kan også vælge at blende saucen igennem med en stavblender for at få grøntsagerne helt opløst i saucen.

Nogle gange kan det dog også være en god idé at skære grøntsagerne ud i større stykker, så børnene har nemmere ved at vælge dem til eller fra. Skær fx gulerødder i tynde skiver – tilberedningstiden er nogenlunde den samme.

Inden du går igang

Sæt vand over til ris, og skyl ris grundigt. Skyl også frugt og grønt.

Ris
  1. Kom ris i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem i ca. 12 min. Hæld overskydende vand fra.

Kylling i karry
  1. Riv halvdelen af gulerødderne groft (se køkkentip).

  1. Skær kylling i strimler. Varm olie op i en gryde, og steg kylling i 2-3 min., til den er gylden. Krydr med salt.

  1. Tilsæt gulerødder, og steg videre i 2-3 min. Tilsæt gul karrysauce, og kog op. Lad retten simre, til gulerødderne er møre, 8-10 min. Smag til med salt inden spisetid.

Gulerodssalat og topping
  1. Pluk og snit imens persille. Kom i en skål til topping.

  1. Riv æble og resten af gulerødderne groft. Vend gulerødder sammen med æble i en skål, og smag til med et par dråber eddike.

Servering

Anret ris toppet med kylling i karry, og drys med persille. Spis gulerodssalat til.

-