Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Nudler a la pad thai med tofu, frisk hvidløg og wasabina

2 personer

Ingredienser

  • ½-1 grøn chili
  • 2-3 cm citrongræs
  • 1 frisk hvidløg med top
  • 1 lime
  • 2 breve tamari-sojasauce
  • 1 broccoli
  • 1 bundt wasabina
  • 1 pakke tofu med citrongræs og chili
  • 1 pakke risnudler
  • 1 pose jordnødder
  • 1 bæger gulerødder i strimler
  • 1 bakke æg

Tjek at du selv har

  • Olie (fx kokos- eller olivenolie)
  • Salt
  • Sukker
  • Evt. fish sauce
Køkkentips

Citrongræs er en skøn aromat, der frigiver fine citrusnoter til retten. Stilken er ret træet, og især den grønne top er tør og fiberrig. Du skal derfor kun bruge den nederste, tykke, hvide del af stilken. Resten kan du fx bruge i the, eller som en festlig rørepind i en drink. Vores citrongræs kommer fra Juan Vallejos citrusfarm, lige uden for Malaga i Spanien.

Tofuen er produceret i Danmark af Lê Trang. Den er lavet på økologiske sojabønner fra Italien, nigarisalt fra Japan og vand, kun tilsat frisk chili og citrongræs. Resultatet er en frisk og blød tofu med en intens og krydret smag.

Inden du går igang

Sæt vand over til nudler og marinade, og skyl frugt og grønt.

Marinade
  1. Hak chili og de nederste par cm af citrongræsset helt fint (se køkkentip). Snit frisk hvidløg fint. Halvér lime, og pres saften ned i en lille skål. Tilsæt chili, frisk hvidløg, citrongræs, tamari og 1-2 spsk. sukker. Tilsæt også ½-1 dl kogende vand, og rør, til sukkeret er opløst.

Klargøring af grønt og tofu
  1. Skær broccoli i mindre buketter. Skræl stokken, og skær den i tynde strimler. Snit wasabina groft. Skær tofu i tern a ca. 1 cm.

Nudler og jordnødder
  1. Tilsæt nudlerne til spilkogende saltet vand, sænk varmen, og lad dem trække på kogepunktet i 3 min. Skyl dem under den kolde hane, og afdryp i en sigte.

  1. Varm en lille smule olie op i en wok eller stor pande. Rist først jordnødder i 2-3 min., og krydr med salt. Læg dem til side i en lille skål.

Pad thai
  1. Varm wokken op igen, tilsæt ny olie, og steg broccoli og gulerødder i 2-3 min. ved høj varme. Læg det til side.

  1. Varm wokken op en sidste gang, tilsæt en gavmild sjat olie, og steg tofu i 2-3 min. Tilsæt så nudler og marinade, og varm videre i 2-3 min., til det hele er gennemvarmt. Skub nudler til side, og slå æggene ud i den anden side af wokken. Rør æggene sammen over varmen, til det er bløde røræg.

  1. Kom broccoli og gulerødder tilbage i wokken, og varm det igennem under forsigtig omrøring i 2-3 min.

Servering

Anret straks nudler og grønt i skåle, og top med wasabina og jordnødder. Stil gerne fish sauce på bordet til at dryppe over, hvis du har.

-