Nudler i thai-karry med pak choy og grønne bønner
Ingredienser
- Halvdelen af gulerødderne
- 1 pak choy
- 1 lime
- ½-1 gul chili
- 1 pose grønne bønner
- 1 dåse kokosmælk
- ½-1 brev bangkok-krydderiblanding
- 1 pakke risnudler
Tjek at du selv har
- Olie (fx sesam- eller olivenolie)
- Salt
I denne uge får du avocado, som skal bruges dag 4. Lad dem ligge i en skål på køkkenbordet indtil da, så skulle de gerne være helt perfekt modne, når du skal bruge dem.
Sæt vand over til nudler, og skyl frugt og grønt.
Skær gulerødder i tynde skiver på skrå, og snit pak choy groft. Skær lime i både. Skær chili i tynde ringe på skrå, og kom i en skål til servering.
Varm olie op på en pande eller i en wok, og steg gulerødder ved høj varme i 1-2 min. Tilsæt pak choy og grønne bønner, og steg videre i 1 min.
Tilsæt kokosmælk og lidt bangkok-krydderi, og kog op. Lad det simre, til grøntsagerne er møre, og saucen er kogt lidt sammen, 2-3 min. Smag til med salt, limesaft og evt. lidt mere bangkok-krydderi.
Kog ½ liter vand op med lidt salt. Tilsæt nudlerne, sluk for varmen, og lad dem trække i vandet i 3 min. Skyl dem under den kolde hane, og afdryp i en sigte.
Anret nudler i skåle, og top med thai-karry og grøntsager. Drys med chiliringe, dryp med resten af limesaften, og servér.