Sæt vand over til ris og broccoli. Skyl grøntsagerne og æblet.
Skyl risene i koldt vand, og sæt dem derefter over i 2½ dl letsaltet, kogende vand. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 14 min.
Skræl gulerødderne, og riv gulerødderne og æblet groft. Sautér begge dele i olivenolie i en varm gryde i ca. 2 min. Det skal ikke tage farve, men mørne fint.
Tilsæt karry og 1 tsk. hvedemel til gulerødderne og æblet. Tilsæt kokosmælk og ½-1 dl vand eller grøntsagsbouillon. Lad saucen simre i 6-8 min. Blend den evt. med en stavblender, og spæd evt. til med yderligere væde. Smag til med salt og peber.
Steg nuggets i lidt olie på en varm pande, til de er gyldne og gennemvarme, 6-8 min.
Del imens broccolien i mundrette buketter. Skræl stokken, og skær den i stave. Damp broccolien i 3-4 cm kogende, saltet vand i 2-4 min., eller til den er mør med let bid. Afdryp.
Skær evt. de hårdeste ender af spinatstilkene, og steg spinaten ganske kort, 20-30 sek. - brug fx panden fra nuggets. Krydr med lidt soja eller salt.
Hak peanuts groft.
Anret risene i en dyb tallerken. Top med karrysauce, broccoli, nuggets, spinat og sesam, og nyd straks.