Okonomiyaki – japanske kålpandekager med ferskener og hoisinsauce
Ingredienser
- 1 pose boghvedemel
- Resten af gulerødderne
- 2 rødløg
- 3-4 fed hvidløg
- 1 spidskål
- 3 ferskener
- 2 lime
- 1 rød chili
- 2 poser hoisinsauce
Tjek at du selv har
- Olie (fx sesam- eller olivenolie)
- Salt
Tænd ovnen på 100 °C. Skyl frugt og grønt.
Rør boghvedemelet med 1 tsk. salt og ca. 3 dl vand, til du har en jævn og tyk pandekagedej.
Riv gulerødderne groft. Pil rødløg og hvidløg. Halvér rødløgene, og skær rødløg og hvidløg i tynde skiver. Snit spidskålen i smalle strimler.
Rør gulerod, hvidløg og rødløg i dejen. Tilsæt spidskål lidt ad gangen, til dejen er mættet. Kom resten af kålen i en skål til servering.
Varm en gavmild mængde olie op på en pande op. Kom klatter af okonomiyaki-dej på panden (1-2 store skefulde dej per pandekage), og steg okonomiyakierne i 3-4 min. på hver side, til de er gyldne og sprøde.
Kom okonomiyakierne i ovnen, og hold dem lune, efterhånden som de er færdigstegte.
Skær ferskenerne i smalle både, og kom dem i en skål. Riv limeskal over ferskenerne, og pres saften fra ½-1 lime henover. Dryp med sesam- eller olivenolie.
Skær chilien i tynde ringe, og skær resten af limefrugterne i både. Gem til servering.
Top okonomiyakierne med sprød kål og ferskener. Dryp med hoisinsauce og ekstra limesaft, og drys med chiliringe.