Oksemedaljoner med kartofler, løgcreme og jordskokkesalat med spinat og grapefrugt
Ingredienser
- 1 pose kartofler
- ½ rødløg
- 1 hvidløgsfed
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- 1 grapefrugt
- Alle jordskokkerne
- 1 pose babyspinat
- 1 pakke oksemedaljoner
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (vin- eller æbleeddike)
Du kan vælge enten at pille grapefrugten eller skære skrællen af. Jeg skærer altid skrællen af, fordi man på den måde samtidig skærer den hvide hinde væk, og frugten efterfølgende virker mere saftig. Når jeg har skåret skrællen væk, skærer jeg frugten ud i små tern eller skiver, hvor jeg samtidig skærer den inderste hvide kerne væk, hvis den ser ud til at være grov.
Man kan også skære grapefrugten i fileter, men selvom jeg er kok og kan gøre det hurtigt, synes jeg ikke, at det hører hverdagsmaden til, og der går nemt alt for meget af frugten til spilde.
Sæt vand over til kartofler, og skyl al frugt og grønt.
Kog kartofler møre under låg i saltet vand i 12-15 min. (alt efter størrelse). Hæld vandet fra.
Hak rødløg fint. Kom løget i en lille gryde, og kog op med eddike. Kog stille og roligt, til al eddiken er fordampet, og der kun er løg tilbage i gryden. Kom løgene i en lille skål, og lad dem køle af.
Hak hvidløg fint. Rør hvidløg og yoghurt sammen med de afkølede løg. Smag cremen til med salt og peber.
Skær skrællen af grapefrugt (se køkkentip). Skær grapefrugten i kvarte, og skær den hvide kerne væk. Skær derpå grapfrugtkødet i tynde skiver, og kom i en salatskål.
Skrub jordskokker grundigt, og skær dem i tynde skiver, fx på et mandolinjern. Vend dem straks med grapefrugten – i mødet med frugtens syre når jordskokkerne ikke at blive brune.
Vend forsigtigt spinat og olie [1p: ½ tsk. | 2p: 1 tsk. | 3/4p: 2 tsk.] sammen med jordskokker og grapefrugt. Smag til med salt, peber og evt. lidt eddike.
Varm en pande op, og tilsæt olie [1p: ½ tsk. | 2/3p: 1 tsk. | 4p: ½ spsk.]. Steg oksemedaljonerne ca. 2 min. på hver side. Krydr med salt og peber.
Servér oksemedaljoner med kartofler, løgcreme og jordskokkesalat med spinat og grapefrugt.