Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Nudelsalat med kylling og pak choy og gulerødder stegt i lime

Nudelsalat med kylling og pak choy og gulerødder stegt i lime

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 1 pakke kyllingeoverlår u/ben
  • 1 portion kimchi-salat (lavet på dag 1)
  • 1 chili (½ i fine tern, ½ i tynde ringe)
  • 1 pakke fuldkornsnudler
  • ½ pose gulerødder (skuret og skåret i tændstiktynde stave)
  • 2-3 fed hvidløg (most eller presset)
  • 1 pak choy (i stykker på tværs)
  • ½-1 lime (saft)
  • ½ brev bangkok-krydderiblanding

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sukker (fx rørsukker)
  • soja eller tamari

Sådan gør du

Køkkennote: Der er skønne fuldkornsnudler i din kasse i denne uge. De er nemme og hurtige at tilberede. Du kan selvfølgelig koge dem (kort), men du kan også blot lade dem trække, til de er møre, i kogende vand. Det sikrer, at de ikke koger ud og i stedet bevarer lidt struktur: Overhæld dem med kogende vand (salt gerne vandet), og lad dem trække. Gentag, hvis nødvendigt.

Klistrer dine nudler sammen, kan du skylle dem kort i koldt vand og efterfølgende svinge dem rundt med lidt sesamolie.


Til i morgen: Kasser vandet fra de hvide bønner, kom dem i en kasserolle med frisk vand, og kog dem møre, 45-50 minutter. Opbevar dem på køl i kogevandet til dag 3.

1. Varm en pande op, tilsæt lidt olie, og steg kyllingestykkerne ved middel varme i 15-20 minutter, til de er gennemstegte. Vend dem jævnligt.

2. Sæt imens vand over til nudler, fx i en elkedel. Tag kimchi-salaten ud af køleskabet.

3. Skyl og klargør grøntsagerne, chilien og limefrugten som angivet i ingredienslisten. Kom chiliringene i en lille skål.

4. Kom nudlerne i kogende vand, og kog eller lad dem trække al dente, ca. 4 minutter (se køkkennote). Afdryp nudlerne.

5. Varm en wok eller dyb pande op, tilsæt lidt olie, og svits gulerødder, hvidløg og pak choy ved høj varme, 3-4 minutter. Smag til med chilitern, soja eller tamari, lidt sukker og saften af ½-1 lime.

6. Vend nudler og stegt grønt sammen, og smag til med soja/tamari eller salt.

7. Tjek, at kyllingen er gennemtilberedt. Krydr den med bangkok-krydderi og salt, og steg kort, så krydderierne begynder at dufte, men uden at de brænder på.

Servering
Server den lune nudelsalat toppet med stegt kylling, chiliringe og kimchi-salat.

-