Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Pakoras med gulerødder og agurke-raita

2 personer

Ingredienser

  • Resten af gulerødderne
  • 1 løg
  • 1 agurk
  • ½ bundt mynte
  • 2 poser kikærtemel
  • ½-1 brev bombay-krydderiblanding
  • 1 bæger græsk-inspireret yoghurt

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Eddike (fx risvin- eller hvidvinseddike)
Køkkentips

Denne pakoradej er ret nem at have med at gøre. Konsistensen gør, at den er godt klistret og normalt sagtens kan trække alle grøntsagerne, så længe man får vendt godt rundt i det hele. Er dejen for tynd, kan du tilsætte en smule ekstra hvedemel.

Husk - til i morgen

Hæld iblødsætningsvandet fra bønnerne. Kom dem i en gryde med rigeligt frisk, letsaltet vand, og kog dem møre, 60-65 min. Kog uden låg de første 10 min. Kassér kogevandet, og opbevar bønnerne i en lufttæt beholder på køl til dag 5.

Inden du går igang

Skyl al grønt.

  1. Riv gulerødderne groft. Pil løget, og skær det i tynde skiver. Skær halvdelen af agurken i tern, og riv resten groft. Pluk mynten, og snit den groft.

Pakoras
  1. Rør en pakoradej af kikærtemel, en smule bombay-krydderi, ½-1 tsk. salt og 2-3 dl vand. Spæd evt. til med lidt mere vand – dejen skal have konsistens som yoghurt.

  1. Vend løg og gulerødder i pakoradejen.

  1. Varm en pande op, tilsæt ½-1 dl olie, og lad olien blive godt varm. Sæt store skefulde pakoradej på panden, og steg dem gyldne og gennemtilberedte, ca. 2 min. på hver side. Dryp dem af på fedtsugende papir.

Agurke-raita og mynte-agurkesalat
  1. Vend imens den groftrevne agurk med yoghurten, og smag til med lidt salt.

  1. Vend agurketernene med snittet mynte, og smag til med ½-1 tsk. eddike og lidt salt.

Servering

Servér de sprøde pakoras med agurke-raita som dip og mynte-agurkesalat ved siden af.

-