Hvis der er lidt for mange grøntsager til at komme på toppen af pita-pizzaerne, kan du gemme det overskydende, snitte det fint og blande det i salaten.
Tænd ovnen på 200 °C, og skyl grøntsagerne og oreganoen.
Skær squash, tomater og padrón-pebre i tynde skiver. Pil hvidløget, og hak det fint.
Læg pitabrødet på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys med hvidløg, og bred tomaterne ud på brødet. Læg derpå squash og padrón-pebre, og krydr med lidt salt. Riv osten jævnt udover grøntsagerne.
Bag pita-pizzaerne i ovnen i 10-15 min., til grøntsagerne er møre, og osten er smeltet.
Skræl imens gulerødderne, og riv dem groft (du kan også skære dem i tynde skiver på et mandolinjern). Bryd salaten i grove stykker.
Rør 2 spsk. olie sammen med 2 spsk. eddike i en salatskål, og vend gulerødder og salat (se køkkentip) i dressingen. Smag til med salt og peber.
Pluk oreganoen, og hak bladene groft. Drys oreganoen på pita-pizzaerne lige inden servering.
Nyd pita-pizza med sprød salat til.