Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Pizza med græskar, tomat, peberfrugt og ost samt grøn salat

2 personer

Ingredienser

  • ½ hokkaido-græskar
  • 1 stykke hærvejsost
  • 1 hvidløgsfed
  • 2 tomater
  • 1 palermo-peberfrugt
  • 1 pizzadej
  • 1 pose græskarkerner
  • ½ batavia-salat

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Peber
  • Eddike (fx vin- eller æbleeddike)
  • Mel
Køkkentips

Pizza med græskar er inspireret af en rejse, jeg havde til Sicilien for nogle år siden. På hele øen lavede de pizza med alle mulige slags grøntsagspuréer, og brugte dem på samme måde som tomatsauce, man ser alle andre steder. Aspargespizza var det første måltid, jeg spiste på den rejse, en gudepizza med en bund dækket af aspargespuré med små stykker asparges og gorgonzola ovenpå. Pizza med både squash og græskar var på menukortene mange steder, og i dag skal du prøve den med græskar.

Inden du går igang

Tænd ovnen på 200 °C, og skyl alt grønt.

Græskarpuré
  1. Fjern kernerne fra græskarret, og skær det i tern à ca. 2 cm. Kom græskarret i en lille gryde, dæk akkurat med vand, og kog græskarret helt mørt, ca. 10 min.

  1. Hæld vandet fra, og blend græskarret til en blød puré. Smag puréen til med salt og peber.

Pizza
  1. Riv osten groft.

  1. Pil hvidløget, og hak det fint. Skær tomaterne og peberfrugten i tern. Vend hvidløg, tomater og peberfrugt let sammen i en skål, og krydr med salt og peber.

  1. Rul pizzadejen så tynd som muligt på et meldrysset bord, og læg den på en bageplade med bagepapir.

  1. Tag evt. lidt mel eller vand på hænderne, og tryk dejen lidt fladere på papiret – jo større den bliver, jo mere plads er der til fyldet.

  1. Smør græskarpuréen jævnt ud på pizzaen, og fordel tomat-peberfrugtblandingen over pizzaen. Drys til sidst med græskarkerner og ost på toppen. Bag pizzaen i ovnen i ca. 15 min., eller til den er helt gennembagt.

Salat
  1. Bryd salaten i grove stykker, og kom dem i en salatskål. Dryp med 2 tsk. olie og 2-3 tsk. eddike. Krydr med salt og peber, og vend grundigt rundt.

Servering

Skær pizzaen i trekanter, og servér den rygende varm med salat ved siden af.

-