Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Quinoa bowl med tomat, majs, squash og små hakkebøffer

Quinoa bowl med tomat, majs, squash og små hakkebøffer

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 2 squash (i små tern)
  • 2 fed hvidløg (i tynde skiver)
  • 1 pose quinoa
  • 1 glas tomater med grøntsager
  • ½ chili (i tynde skiver)
  • Alle frilandstomaterne (i tern)
  • 1 eller 2 pakker minihakkebøffer
  • 2 majskolber (kernerne skåret fra kolben)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • spidskommen

Sådan gør du

Køkkennoter: Den nemmeste måde at skære kernerne af majskolberne på er ved at stille kolberne op, gerne i en lav skål eller på et skærebræt, og skære kernerne fri. Har du mere lyst til majs fra kolben, kan du pille dækbladene af majsene, komme kolberne i kogende, saltet vand og lade dem trække et par minutter. Gnid dem med koldt smør, salt og måske lidt hakket chili, og spis dem som tilbehør.

Frilandstomater er fantastiske. Deres tykke skind gør dem mere modstandsdygtige, og derudover er de somme tider lidt rynkede at se på, men det skal du ikke tage dig af – det har intet at gøre med, hvor friske de er, eller hvordan de smager.

1. Skyl og klargør squash og hvidløg som angivet i ingredienslisten.

2. Varm en stor, dyb pande eller en bredbundet gryde godt op, og sauter squash og hvidløg i olivenolie et par minutter – det skal være let mørt, men det må ikke tage farve.

3. Drys evt. lidt spidskommen over grøntsagerne, hvis du har det, og tilsæt quinoaen til panden/gryden. Hæld 3 dl vand på, og lad quinoa og grønt simre, til vandet er næsten væk.

4. Tilsæt tomatsuacen, og lad retten simre under låg i 15-20 minutter, til quinoaen er mør (tjek undervejs, om du evt. skal spæde til med lidt vand).

5. Skyl og klargør imens chilien, tomaterne og majskolberne som angivet i ingredienslisten. Kom chili og tomattern i hver sin skål til servering.

6. Steg de små bøffer i olivenolie på en varm pande, 5-7 minutter i alt. Krydr dem med salt.

7. Tilsæt majskernerne til panden/gryden med quinoa, og lad dem simre med i 1-2 minutter. Smag til med salt.

Servering
Anret quinoa-retten i skåle, og top med små bøffer, chili og friske tomater, og nyd.

-