Ramen med nudler, dumplings, tangsalat og grønt
Ingredienser
- 1 brev sesamfrø
- 2 friske hvidløg med top
- 1 bundt radiser
- 1 rød spidskål
- 1 pakke veganske dumplings
- 1 pose ramen-suppebase
- 2 bakker shiitake-svampe
- 1 pakke fuldkornsnudler
- 1 bæger tangsalat
- 1 bæger topping (koriander og spinat)
Tjek at du selv har
- Olie til stegning
- Salt
- Evt. ristet sesamolie
- Evt. soja
I dag skal du have ramen, som er en af mine absolut yndlingsspiser! Suppen og nudlerne skal være brandvarme ved servering, så det ikke bliver kølet for meget ned af alt fyldet, som kommer i. Mix fyldet i suppen med spisepinde, og dryp evt. med ekstra soja og ristet sesamolie ved bordet. Slubr fyldet i dig med pinde, og drik suppen af skålen – det er den mest sjælevarmende måde at nyde din ramensuppe på. Her er det ok at lave slubre-lyde!
Sæt vand over til nudler, og tag tangsalaten ud af køleskabet. Skyl grøntsagerne (undtagen svampene).
Rist sesamfrøene gyldne på en tør, varm pande i 2-3 min., og vend dem sammen med en smule salt i en skål.
Snit de friske hvidløg i tynde ringe. Skær radiserne i tynde skiver. Kom det i hver deres skål til servering. Snit spidskålen i tynde strimler.
Varm panden fra sesamfrøene op igen, tilsæt en smule olie, og steg spidskålen ved høj varme i 2-3 min.
Tør panden over, varm den op igen, tilsæt ny olie, og steg dumplings gyldne med lukningen opad i 2-3 min. Tilsæt lidt vand til panden, og damp dumplingsene, til de er gennemvarme, i yderligere 2-3 min. under låg.
Kom ramensuppen i en gryde, og varm den op til kogepunktet. Skær imens shiitake-svampene i tynde skiver, tilsæt dem til suppen, og lad suppen simre i 4-5 min.
Kog nudlerne i letsaltet vand i ca. 3 min. Afdryp, vend med en smule olie, og kom dem i en skål til servering.
Byg din ramen af brandvarm suppe, dumplings og nudler, og top med spidskål, tangsalat, koriander og spinat fra bægeret, sesamfrø, radiser og frisk hvidløg. Dryp evt. med soja og ristet sesamolie, hvis du har, og nyd.