Rice bowl med kyllingedeller og lime-mayo
Ingredienser
- 1 pose hvide jasminris
- 1 broccoli
- 1 pose gulerødder
- 2 tomater
- 1 pose mayonnaise
- 1 lime
- 1 rulle hakket kylling med grøntsager
- ½-1 brev BBQ-krydderiblanding
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
Vores røgede BBQ-krydderi er mildt krydret med en let røgsmag, og det er som regel populært blandt børn. Det kan dog også drysses over til sidst, hvis du er i tvivl, om eventuelle børn blandt de medspisende vil kunne lide det.
Din broccoli kommer fra vores avler Sebastian i det sydlige Spanien. Sebastian er en sand økolog, der altid forsøger at gøre sin produktion mere og mere bæredygtig. Han har fx bygget reder til rovfugle, så han kan holde kaninerne væk fra sine grøntsager på en naturlig måde.
Sæt vand over til ris og broccoli, og skyl frugt og grønt.
Kom ris i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem i ca. 14 min. Hæld overskydende vand fra.
Skær broccoli i buketter, skræl stok, og skær i grove stykker. Skær gulerødder i tynde skiver på skrå, og skær tomat i både.
Kom mayonnaise i en lille skål, og riv limeskal fint ned i. Skær resten af lime i både. Smag mayo til med salt og lidt limesaft.
Rør kyllingefars med lidt røget BBQ-krydderi, og form farsen til små deller. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg dellerne gyldne og gennemstegte, 3-4 min.
Damp broccoli sprødmør under låg i en gryde med lidt saltet vand, 4-5 min.
Tag dellerne af panden, og sæt panden tilbage på varmen. Steg gulerødderne ved høj varme i 1-2 min. Krydr med salt og evt. lidt røget BBQ-krydderi.
Anret ris i dybe tallerkener, og top med kyllingedeller og små bunker af stegte gulerødder, dampet broccoli og tomater. Dryp med lime-mayo.