Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Ristede pastinakker med perlespelt, spinat og kærnemælksdressing

Ristede pastinakker med perlespelt, spinat og kærnemælksdressing

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • Alle pastinakkerne (i grove stykker a 2 cm)
  • 1 bundt spinat (plukket – blade og stilke holdt adskilt)
  • 1 reca-løg (i tynde både)
  • ½ bundt citrontimian
  • 1 bundt bredbladet persille (hakket groft)
  • ¼-½ pose boghvedekerner
  • 1 pose kogt perlespelt
  • 1 bæger kærnemælk
  • 1 bæger creme fraiche 18 %
  • 1 citron (halveret)
  • ½ agurk (i skiver)

Tjek at du selv har

  • oliven- eller rapsolie
  • salt
  • sort peber
  • eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)

Sådan gør du

Køkkennote: Hvis du er glad for smagen af dansk, koldpresset rapsolie, er dagens opskrift et fint sted at bruge den. Jeg foretrækker selv olivenolie i en kærnemælksdressing, men rapsolien kan også passe fint ind med dens lidt mere bitre sennepssmag.

HUSK
Til i morgen: Hæld iblødsætningsvandet fra kikærterne, kom dem i en gryde med rigeligt frisk vand, og kog dem møre, 30-35 min. Opbevar dem i kogevandet på køl til dag 4.

1. Tænd ovnen på 225 °C. 

2. Skyl og klargør pastinakker, spinat, reca-løg og citrontimian som angivet i ingredienslisten.

3. Læg pastinakker, spinatstilke og løgbåde i et ildfast fad. Top med citrontimian, dryp med olivenolie, og krydr med salt. Bag grøntsagerne i ovnen i 20-25 min., til de er gyldne og møre.

4. Skyl og klargør imens agurk, citron og persille som angivet i ingredienslisten. Kom persillen i en lille skål til servering.

5. Varm en pande op, tilsæt olivenolie, og steg boghvedekernerne ved middel varme i 2-3 min., til de er gyldne og sprøde. Læg dem på et stykke fedtsugende papir, og krydr med salt.

6. Varm panden op igen, tilsæt lidt olivenolie, og steg den kogte perlespelt i 2-3 min., til den er let gylden, og dufter stegt.

7. Tilsæt spinatbladene, og steg videre, til bladene er møre, 3-4 min. Smag til med salt og peber.

8. Vend kærnemælken og creme fraichen sammen i en lille skål, og smag til med 1-2 spsk. olie, citronsaft og salt (se køkkennote).

9. Anret agurkeskiverne på et fad, dryp med lidt eddike, og krydr med salt. Drys med ristede boghvedekerner.

Servering
Fordel perlespelt og spinatblade på tallerkener, og top med ovnbagte grøntsager. Drys med hakket persille, og dryp med kærnemælksdressingen. Nyd agurk med ristede boghvedekerner til.

-