Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Rødbede-tarte tatin med valnødder og grøn salat

Rødbede-tarte tatin med valnødder og grøn salat

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 2 rødløg (i tynde både)
  • 1 portion kogte rødbeder (kogt på dag 1 – halveret på langs)
  • 2 tærtedeje
  • 2 poser valnødder
  • 1 bundt brøndkarse (plukket groft)
  • 1 romainesalat (delt i mundrette stykker)
  • 1 fennikel (i papirtynde skiver – fx på et mandolinjern)
  • 1 grøn citron (halveret)
  • 2 bægre creme fraiche

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • sort peber
  • smør

Sådan gør du

Køkkennoter: I dag skal du lave to tærter. Hvis du ikke har to pander, der kan gå i ovnen, kan du også sagtens lave den ene eller begge tærter i ovnfaste fade. Smør fadet med en smule smør eller olie, steg løg og rødbederne først, læg dem pænt i fadet, og læg så tærtedejen ovenpå. Hvis du laver den ene tærte på en pande og den anden i et fad, så steg først alle grøntsagerne sammen på panden. Tag halvdelen fra, læg dem i fadet, og læg så tærtedejen ovenpå.

Vores tærtedej er dejligt nem at arbejde med, men hold den alligevel på køl, indtil du skal bruge den i opskriften – så er den nemlig endnu nemmere at have med at gøre. Når du lægger tærtedejen hen over rødbederne, så giv dejen et let tryk, så den sætter sig fast på rødbederne. Hvis dejen stikker ud over pandens sider, så bøj kanterne ned i panden omkring rødbederne.

Til i morgen: Hæld iblødsætningsvandet fra kikærterne, kom dem i en gryde med rigeligt frisk vand, og kog dem møre, 35-45 minutter. Opbevar dem i kogevandet på køl til dag 3.

1. Tænd ovnen på 180 grader.

2. Pil og skær rødløgene i tynde både, og halver rødbederne på langs.

3. Steg rødløgsbådene i lidt olie på to pander, der kan tåle at komme i ovnen (se køkkennote), 3-4 minutter, til de er bløde og glasklare i farven.

4. Kom 1-2 spsk. smør på hver pande, og tilsæt rødbederne. Varm dem i 2-3 minutter, og smag til med salt og sort peber.

5. Rul tærtedejene ud på det medfølgende papir, og prik dem godt igennem med en gaffel.

6. Læg tærtedejene hen over rødbederne på panderne (brug papiret til at styre dejen med). Bag tærterne i ovnen i 15-20 minutter, til dejlågene er sprøde og gyldne.

7. Kom valnødderne i et ovnfast fad, og rist dem gyldne i ovnen, 7-8 minutter. Hak dem derefter groft.

8. Skyl og klargør resten af grøntsagerne, brøndkarsen og citronen som angivet i ingredienslisten. Kom brøndkarsen i en skål til servering.

9. Vend romainesalaten med fenniklen, og smag til med 3-4 spsk. olivenolie, saften af ½ citron og lidt salt.

10. Tag de færdigbagte tærter ud af ovnen, og læg en stor tallerken hen over hver pande. Vend panden, og flip tærten over på tallerkenen.

Servering
Dryp resten af citronsaften over tærterne, server dem toppet med creme fraiche, hakkede valnødder og brøndkarse, og giv tærterne et ekstra skud sort peber til sidst. Server fennikelsalaten ved siden af.

-