Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Rødbederösti med æble, salat og stegte kikærter

Rødbederösti med æble, salat og stegte kikærter

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 1 babosa-løg (i meget tynde strimler)
  • 1 bæger rødbeder i strimler
  • 1 brev napoli-krydderiblanding
  • 2 squash (i tynde skiver)
  • 1 pose kogte kikærter
  • ½ salathoved (i grove stykker)
  • 2 æbler (i smalle både)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber
  • mel (fx hvedemel)
  • eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)

Sådan gør du

Køkkennote: I dag skal du lave en rødbederösti, som de skarpeste måske ville sige overhovedet ikke er en rösti, da der ikke er kartoffel i. Kartofler indeholder stivelse, som gør, at röstien kan hænge sammen. Stivelsesindholdet kan dog svinge fra sort til sort og med årstidernes skiften, så den sikreste måde at få sin rösti til at hænge sammen på er at bruge mel i stedet! Drys mel i, til du kan se, at det hænger sammen og bliver klistret, uden at det bliver tørt. 

Har du ikke en lille pande, som kan gå i ovnen, kan du stege mindre rösti på en almindelig pande, 8-10 i alt. Det er vigtigt, at de får nok tid, til så løgene kan blive helt møre. 

HUSK
Til i morgen: Kom kidneybønnerne i en skål, og dæk med rigeligt vand. Lad dem stå på køl til i morgen.

1. Tænd ovnen på 200 °C til rösti, eller brug blot en almindelig pande til at stege dem (se køkkennote).

2. Pil løget, og skær det i meget tynde strimler. 

3. Kom løg og rødbedestrimler i en skål, og tilsæt 1-2 tsk. salt, ½ brev napoli-krydderi og ½-1 dl mel. Rør det godt sammen. 

4. Varm en pande op, tilsæt olie, så bunden er dækket, og fordel rösti-massen, så den dækker hele bunden. Lad den stege 5 min. ved middelhøj varme på den ene side uden at røre den. 

5. Læg en tallerken over panden, og vend röstien over på den. Lad den glide tilbage i panden, og steg den ligeledes 5 min. på den anden side. 

6. Skyl imens squashene, og skær dem i tynde skiver.

7. Sæt panden med rösti i ovnen, og bag den færdig i ca. 10 min.

8. Varm en anden pande op, tilsæt olie, og steg kikærterne gyldne og sprøde i 6-8 min. Tilsæt squash og resten af napoli-krydderiet det sidste minuts tid, og smag til med salt. 

9. Skyl og klargør imens salat og æble som angivet i ingredienslisten, og vend det sammen i en skål. Smag til med 1-2 spsk. eddike, 2-3 spsk. olivenolie, salt og peber.

Servering
Skær den varme rösti ud i 3-6 stykker, og anret dem på tallerkener. Top med kikærter og squash, og spis salaten til. 

-