Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Salsiccia og stegte svampe, surkål med timian og agurk med sennepsfløde

2 personer

Ingredienser

  • 1 savojkål
  • 1 løg
  • 1 bundt vild timian
  • 1 pose grov sennep
  • 1 bæger fløde
  • 1 agurk
  • 1 pakke salsiccia-pølser
  • 1 bakke brune champignoner

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Peber
  • Eddike (fx æbleeddike eller vineddike)
Køkkentips

Den tyske og franske ret surkål er lavet på fermenteret kål, som er tilberedt med gode krydderier og smager fantastisk. Her får du en hurtig udgave, som minder lidt om originalen, blot er kålen ikke syrlig af fermentering, men dampet med lidt eddike.

Er du hjemmefermentør, og gemmer forrådskammeret på et glas fermenteret kål, er det nu, du skal bruge lidt af kålen og fermenteringslagen til at smage lyn-surkålen ekstra til med.

Du kan også krydre kålen med lidt stødt enebær, nellike, hvidløg og kommen – det bliver den ikke ringere af.

Inden du går igang

Skyl grøntsager og timian. Skyl eller børst svampene fri for jord.

Lyn-surkål med vild timian
  1. Snit kålen i brede strimler, og pil og hak løget. Varm en bredbundet gryde op, tilsæt 1 spsk. olie, og sautér løget i 3-4 min. Tilsæt kålen, og sautér i yderligere 3 min.

  1. Kom timiankvistene i gryden, og hæld 2 spsk. eddike og ½ dl vand ved. Lad kålen simre 10 min. under låg. Rør undervejs, og spæd til med vand, hvis kålen koger tør.

Agurk med sennepsfløde
  1. Rør sennep og fløde sammen i en lille skål. Smag til med salt og peber.

  1. Flæk agurken på langs, og skær den i stykker – skiftevis på skrå og lige over. Bred agurken ud på et fad, og dryp dressingen over.

Stegte pølser og svampe
  1. Varm en pande op, tilsæt 1 spsk. olie, og steg pølser og champignoner ca. 6 min., til pølserne er gennemstegte og champignonerne lysebrune. Krydr med salt og peber.

  1. Fjern timianstilkene fra surkålen, og smag til med salt, peber og evt. mere eddike.

Servering

Servér pølser og svampe med lyn-surkål og agurk med sennepsfløde.

-