Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Samosa med kartofler, ærter, sorte kikærter, fennikel og tomat

Samosa med kartofler, ærter, sorte kikærter, fennikel og tomat

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 1 portion sorte kikærter (udblødt)
  • 3 bagekartofler (skuret og i tern a 2 x 2 cm)
  • 2 grano de oro-løg (i tern)
  • 2 fed hvidløg (finthakket)
  • 2 poser ærter
  • ½-1 brev madraskarry
  • 2 fennikler (i smalle både)
  • 1 pakke samosadej
  • ½ bakke tomater (i tern)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber
  • eddike (fx æbleeddike)

Sådan gør du

Køkkennote: Samosa er en lækker, sprød spise, der er udbredt i Mellemøsten, det nordøstlige Afrika, Indien og i dele af Centralasien. Traditionelt dybtsteges den lille trekant i hed olie, hvilket er skønt og ret fedtet, men knapt så sundt. Så i dag har jeg valgt at pensle dem med lidt olie og bage dem i ovnen – det giver sprøde samosaer, der er noget sundere.

Til i morgen: Kom alle borlottibønnerne i en skål, dæk med rigeligt vand, og opbevar på køl til dagen efter.

1. Sæt vand over til kikærter og kartofler, fx i en elkedel.

2. Hæld iblødsætningsvandet fra kikærterne, kom dem i en gryde med usaltet vand, og kog dem møre, 35-45 minutter. Tilsæt salt, og lad dem trække i 5 minutter.

3. Skur kartoflerne, og skær dem i tern a ca. 2 x 2 cm. Kog dem møre i en gryde med rigeligt saltet vand, 8-10 minutter, og afdryp.

4. Skyl og klargør imens resten af grøntsagerne som angivet i ingredienslisten. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

5. Varm en rummelig pande op med lidt olivenolie, og steg de kogte kartoffeltern, løget og hvidløget, til kartoflerne moser let ud, 3-4 minutter.

6. Tilsæt ærterne til panden, og steg i yderligere 1 minut. Smag til med karry og salt. Tag det hele af panden, og lad fyldet køle lidt.

7. Læg imens fennikelbådene i et fad, og tilsæt lidt olie, 1 dl vand, salt og peber. Bag fenniklerne møre i ovnen, 10-15 minutter.

8. Læg samosapladerne på et fugtigt viskestykke, så de ikke tørrer ud.

9. Fordel kartoffel-ærtefyldet på samosapladerne, pensl kanterne med lidt vand, og fold dem til trekanter (se hvordan i tippet på første side). Pensl samosaerne med olie, og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Bag samosaerne i den varme ovn, til de er gyldne og sprøde, ca. 15 minutter.

10. Hæld kogevandet fra de sorte kikærter, og vend dem med den bagte fennikel inklusiv lagen, tomattern, 3-4 spsk. eddike, lidt olivenolie, salt og peber.

Servering
Server de varme og sprøde samosaer med kikærtesalaten til. Har du samosafyld tilovers, så spis det gerne ved siden af.

-