Schnitzler af gris med skalotteløg, kartoffelsalat med estragon og flower-power-salat
Ingredienser
- ½-1 bundt estragon
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- Alle de blå kartofler
- 1 pose snackgulerødder
- Alle de stribede rødbeder
- 1 bundt wasabina
- 1 skalotteløg
- 1 pakke schnitzler af kamfilet
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Eddike (fx vin- eller æbleeddike)
- Salt
- Sort peber
Et af de vigtige budskaber i kostrådene er at spise grønt og frugt i mange farver, fordi de forskellige farver kommer med et udvalg af gavnlige mikronæringsstoffer. Dagens måltid er et godt eksempel på mad med stærke farver, også nogle man ikke møder så tit.
Variation er et af de andre vigtige pointer bag kostrådene, dvs. at spise mange forskellige slags grønt og frugt. I denne uges måltider har du fået godt 25 forskellige slags, og det er blot i dine aftensmåltider. Måske du kan lægge endnu flere til fra dine morgen-, frokost- og mellemmåltider.
Sæt vand over til kartofler, og skyl alt grønt.
Pluk halvdelen af estragonen, og snit den fint. Rør estragon i yoghurten, og smag til med salt og peber.
Pil kartoflerne, og skær dem i skiver. Anret skiverne på et lille fad, og dryp med estragondressing. Pluk den sidste estragon over dressingen.
Skræl gulerødder, og skær dem i tynde skiver på skrå. Skræl rødbeder, og skær dem i tynde skiver. Læg skiverne i bunker, og skær dem i stave i samme tykkelse, som skiverne har. Snit wasabina groft.
Vend gulerødder, rødbeder og wasabina med lidt olie og eddike i en skål. Smag til med salt og peber.
Pil skalotteløg, og skær dem i tynde skiver.
Varm en pande op med lidt olie, og steg løgene i 4-5 min., til de bruner smukt. Smag til med peber og lidt salt, og tag dem af panden.
Dryp lidt olie på panden, og steg schnitzlerne i ca. 2 min. på hver side. Krydr med peber og lidt salt.
Anret schnitzler, og top med stegte løg. Spis blå kartoffelsalat og flower-power-salat til.