Spar penge med Aarstiderne Plus Spar penge med Plus Se hvordan
Søg
Menu
× Føler du dig heldig? Hver uge lægger vi et Tivolikort Sølv i 10 tilfældige måltidskasser.

Skindstegt kuller og sauteret squash med flækærter, chili-tamari og råkost med kraut

3 personer

Ingredienser

  • 2 poser grønne flækærter
  • 2 hvidløgsfed
  • ½-1 grøn chili
  • 2 breve tamari-sojasauce
  • ½ pose gulerødder
  • ½ rød spidskål
  • 1 bæger pink kraut
  • 2 squash
  • 1 citron
  • 1 pakke torskefisk med skind

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Evt. eddike (fx æbleeddike)
Køkkentips

Når du skindsteger fisk, er det vigtigt, at du bruger en pande, som du har erfaring med ikke har tendens til, at maden hænger fast. Start med høj varme, og skru derefter ned. Lad fisken ligge, til den selv slipper panden. Tryk evt. fisken ned mod panden med en palet, når den har stegt et par minutter, så hele skindsiden får kontakt med panden og bliver sprødt.

Tjek forsigtigt kødet øverst på fisken: Er kødet mælkehvidt, er fisken færdigstegt. Vend evt. fisken om, og steg den ½-1 min. på den anden side.

Hvis du ikke bryder dig om at spise skindet, kan du bare fjerne det efter stegningen. Skindstegning er en skånsom måde at tilberede fisken på, som bevarer saft og kraft.

Inden du går igang

Sæt vand over til flækærter, og skyl flækærter, frugt og grønt.

Flækærter
  1. Kom flækærter i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem al dente i 25-30 min. Hæld ærterne i en sigte, og tør gryden af.

Chili-tamari
  1. Pil hvidløg. Hak hvidløg og chili fint, og rør med tamari i en lille skål.

Råkost med kraut
  1. Skræl gulerødder, og riv dem groft. Snit spidskål fint. Vend gulerødder, spidskål og pink kraut sammen med lidt olie i en salatskål. Smag med peber, lidt salt og evt. lidt citronsaft eller eddike, hvis råkosten savner ekstra syre.

Sauteret squash med flækærter
  1. Skær squash i små tern. Varm gryden fra flækærterne op, tilsæt lidt olie, og sautér squash i 2-3 min. Vend flækærterne med squashen, og varm det hele sammen i 1 min. Smag til med peber, lidt salt og lidt citronsaft.

Skindstegt fisk
  1. Tjek fisken for ben, og tør fisken af med lidt papir. Læs køkkentippet om skindstegning af fisk.

  1. Varm en pande op med lidt olie. Læg fisken på panden med skindsiden nedad, og steg den ved høj varme i 1-2 min. Skru ned til lav varme, og steg fisken i 4-5 min. Krydr med salt og peber under stegningen (se køkkentip).

Servering

Servér skindstegt fisk med sauteret squash med flækærter og chili-tamari til at dryppe over begge dele. Servér råskost med kraut ved siden af.

-