Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Sobanudler med forårsløg, broccoli og sesam

1 personer

Ingredienser

  • ½-1 pakke boghvedenudler
  • 1 broccoli
  • 1 bundt forårsløg
  • ½ spidskål
  • 1 hvidløgsfed
  • Alle gulerødderne
  • 1 brev ristet sesam

Tjek at du selv har

  • Olie (fx sesam- eller olivenolie)
  • Salt
Køkkentips

Sobanudler er lavet af boghvedemel, som giver nudlerne en helt særlig, lidt nøddet smag. I Japan, hvor de stammer fra, serveres de ofte kolde som en sideret til fx en varm suppe eller dampet grønt. Nudlerne har godt af sarte smage og en mild krydring, så derfor har jeg dampet grøntsagerne til dagens opskrift. Lidt sesamolie eller olivenolie fremhæver også nøddesmagen i nudlerne.

Du har i denne uge fået et frisk hvidløg, der godt kunne ligne et forårsløg, der er undsluppet bundtet. Men det dufter umiskendeligt af hvidløg, og du skal først bruge det på dag 4 så - fingrene væk!

Inden du går igang

Sæt vand over til boghvedenudler, og skyl grøntsagerne.

Dampet grønt
  1. Kom nudlerne i en gryde med kogende vand, og kog op. Skru lidt ned for varmen, og kog nudlerne al dente i 5-6 min.

  1. Skær broccolien i buketter, skræl stokken, og skær den i grove stykker. Snit forårsløgene (se evt. køkkentip) fint på skrå, og snit spidskålen fint. Pil hvidløgene, og riv dem fint. Skær gulerødderne i tynde tændstikker, gerne på en mandolin.

  1. Kom spidskålen i en gryde, og vend det sammen med hvidløget. Læg broccolien ovenpå, tilsæt 1-2 dl vand og lidt salt, og damp grøntsagerne under låg, til broccolien er sprødmør, 3-4 min.

Sobanudler med sesam og forårsløg
  1. Varm sesamfrøene på en tør pande, til de er lune, 1-2 min.

  1. Vend de kogte sobanudler med de lune sesamfrø, gulerødderne, forårsløgene og 2-3 spsk. olie.

Servering

Fordel de dampede grøntsager i dybe tallerkener, og anret sobanudler med frisk grønt og sesam ovenpå. Spis evt. retten med pinde.

-