Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Socca med aubergine, kartoffel, creme fraiche og parmesan

Socca med aubergine, kartoffel, creme fraiche og parmesan

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 3 bagekartofler (skuret og i tern a 2 x 2 cm)
  • 1 portion socca-dej (rørt sammen på dag 3)
  • 2-3 fed hvidløg (most eller presset)
  • 1 pose grønkål (ribbet og skåret fint)
  • 1 citron (fintrevet skal og saft)
  • ½ pose sesamfrø
  • 1 aubergine (i tern a 2 x 2 cm)
  • 1 rød romainesalat (delt i grove stykker)
  • 1 stykke parmesan
  • 2 bægre creme fraiche 18 %

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber
  • mel
  • eddike (fx æbleeddike)

Sådan gør du

Køkkennote: Socca er et fladbrød eller en pandekage, der stammer fra det sydlige Frankrig og det nordlige Italien. I Italien kaldes brødet "farinata" og er især kendt fra det liguriske køkken. Brødet kaldes også ”la farina genovese” – kært barn har mange navne.

Brødet laves ofte af vand og kikærtemel og kan steges på panden som en pandekage eller bages i en form i ovnen. Opskriften til i dag giver dig ét stort socca-brød – gem evt. resterne til en lækker frokost i morgen.

1. Skyl, skur og skær kartoflerne i tern a ca. 2 x 2 cm. Varm en rummelig gryde op med lidt olie, og steg kartoffelternene, til de er sprøde udenpå og møre indeni, ca. 8 minutter.

2. Skyl og klargør imens resten af grøntsagerne og citronen som angivet i ingredienslisten, og tag socca-dejen ud af køleskabet.

3. Rør 2-3 moste eller pressede fed hvidløg ud i ca. ½ dl olivenolie.

4. Smag de stegte kartofler til med havsalt, og læg dem på en tallerken. Sæt gryden over varmen igen.

5. Kom lidt hvidløgsolie i den varme gryde, og rist grønkålen kort ved superhøj varme, 1-2 minutter. Smag til med havsalt, 1-2 spsk. eddike og masser af friskkværnet sort peber, og tag gryden af varmen. Kom kartoflerne tilbage i gryden, og vend dem med grønkålen. Smag til med hvidløgsolie og citronsaft og -skal. Hold lunt til servering.

6. Rist sesamfrøene på en stor, tør, varm pande (gerne en med lidt høje kanter) i ca. 2 minutter. Tag sesamfrøene af panden, og lad dem køle af.

7. Varm panden op igen. Vend aubergineternene i lidt mel, og steg dem møre i lidt olivenolie, 5-6 minutter i alt. Krydr med havsalt, og tag dem af panden. Tør panden af, så du kan bruge den til soccaen.

8. Varm panden op igen, og tilsæt en god mængde olivenolie. Tilsæt evt. lidt mere vand til socca-dejen, hvis den er for tyk (den skal være lidt tykkere end en almindelig pandekagedej). Krydr dejen med havsalt. 

9. Hæld al dejen på panden, når olien er godt varm – dejen skal syde og boble lidt i kanterne. Sænk varmen efter 4-5 minutter, og bag soccaen færdig ved lav varme, 6-8 minutter.

10. Vend den færdige socca over på en stor tallerken (eller et fad) med den sprøde bund opad.

Servering
Fordel aubergine, kartofler, grønkål og romainesoccaen. Riv en masse parmesan over, skær soccaen ud i trekanter som en pizza, og top med striber af creme fraiche og ristet sesam.

-