Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Socca med hokkaido, aubergine, palmekål, yoghurt og parmesan

Socca med hokkaido, aubergine, palmekål, yoghurt og parmesan

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 hokkaido-græskar (skuret og i tern a ca. 2 cm)
  • 1-2 fed hvidløg (most eller presset)
  • 1 bundt palmekål (strimlet fint)
  • 1 citron (skallen revet fint, resten halveret)
  • 1 portion soccadej (lavet på dag 2)
  • 1 brev spidskommen
  • 1 hjertesalat (bladene delt)
  • 1 aubergine (i tern)
  • 1 stykke parmesan
  • 1 bæger yoghurt

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber
  • eddike (fx æbleeddike)
  • mel (fx hvedemel)

Sådan gør du

Køkkennote: Socca er et fladbrød, eller en pandekage, der stammer fra det sydlige Frankrig og det nordlige Italien. I Italien kaldes brødet "farinata" og er især kendt fra det liguriske køkken. Brødet kaldes også ”la farina genovese” – kært barn har mange navne.

Brødet laves ofte af vand og kikærtemel, og det kan steges på panden som en pandekage eller bages i en form i ovnen. Opskriften til i dag giver dig ét stort socca-brød – gem evt. resterne til en lækker frokost i morgen.

1. Skur græskaret, og skær det i tern a ca. 2 cm. Varm en rummelig gryde op, tilsæt lidt olie, og steg hokkaido-ternene, til de er sprøde udenpå og møre indeni, ca. 8 min.

2. Skyl og klargør imens hvidløget, palmekålen og citronen som angivet i ingredienslisten, og tag socca-dejen ud af køleskabet. Rør hvidløget ud i ½ dl olivenolie.

3. Smag de stegte hokkaido-tern til med spidskommen og salt, og læg dem på en tallerken. Sæt gryden tilbage på blusset.

4. Kom lidt hvidløgsolie i den varme gryde, og rist palmekålen kort ved superhøj varme, 1-2 min. Smag til med salt, 1-2 spsk. eddike og masser af friskkværnet sort peber, og tag gryden af varmen. 

5. Kom hokkaido-ternene tilbage i gryden, vend dem med palmekålen, og smag til med hvidløgsolie samt citronsaft og -skal. Hold det lunt til servering.

6. Tilsæt evt. lidt mere vand til socca-dejen, hvis den er for tyk (den skal være lidt tykkere end en almindelig pandekagedej). Krydr dejen med salt.

7. Varm en stor pande op, og tilsæt en god mængde olivenolie. Hæld al socca-dejen på panden, når olien er godt varm – dejen skal syde og boble lidt i kanterne. Steg soccaen i 4-5 min.

8. Sænk varmen på panden, og bag soccaen færdig ved lav varme, ca. 10 min. Vend derefter den færdige socca over på en stor tallerken (eller et fad) med den sprøde bund opad.

9. Skyl og klargør imens hjertesalaten og auberginen som angivet i ingredienslisten. Kom salatbladene i en skål til servering, og vend aubergineternene i lidt mel.

10. Varm en anden pande op, og steg aubergineternene møre i lidt olivenolie, 5-6 min. i alt. Krydr med salt, og kom aubergineternene i en skål.

Servering
Fordel aubergine, hokkaido, palmekål og hjertesalatsoccaen, og riv en masse parmesan over. Skær soccaen ud i trekanter som en pizza, top med striber af yoghurt, og kværn sort peber over.

-