Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Sommerkål og grønne bønner med spidsbryst, creme fraiche og peberrod

Sommerkål og grønne bønner med spidsbryst, creme fraiche og peberrod

Opskrift

1 personer

Ingredienser

  • 1 pakke kogt spidsbryst (i små tern – gem bouillonen)
  • 1 sød kartoffel (skuret og i tern a 1 x 1 cm)
  • ½ sommerhvidkål (flækket i 2 ens både)
  • 1 stykke peberrod (skrællet og revet fint)
  • 1 bæger creme fraiche 18 %
  • 1 pose grønne bønner (i stykker a 2 cm, enderne nippet)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber
  • eddike (fx æbleeddike)

Sådan gør du

Køkkennote: Selvom der er lun luft over Danmark, er det stadig skønt, at der er varm mad på tallerkenerne. I aften er der forskellige lækkerier på menuen – bl.a. spidsbryst i egen bouillon med masser af grønne sager. Det er et ureelt stykke kød og kræver derfor lang tilberedning. Vi har snydt lidt (som alle kokke gør) og har sprængt kødet i 3 dage. Derefter er det tilberedt nænsomt i 18 timer ved lav temperatur.

Der er mange forskellige måder at bruge kødet på – i aften steger vi det i små tern og serverer det i lidt af kogebouillonen med masser af grønt til.

Man kunne også varme det forsigtigt op i bouillonen, eller plukke det, glasere det og bage det i ovnen. Man kunne også grille det på en grillpande (fx sammen med selleri) eller servere det koldt i en stor salat med en urtemarinade over... Det er kun fantasien, der sætter grænser.

1. Skyl og klargør den søde kartoffel, sommerhvidkålen og de grønne bønner som angivet i ingredienslisten.

2. Steg bouillonen (som kødet ligger i) i en bredbundet gryde sammen med ternene af den søde kartoffel, og lad dem simre møre, mens du klarer resten.

3. Skær kødet i små tern, og steg dem på en pande ved høj varme, til de er flot stegte og har sprød skorpe. Kom dem på en tallerken, og rengør panden.

4. Varm panden godt op igen, kom olivenolie på, og steg kålen i 3-4 minutter på hver af skærefladerne. Den må hjertens gerne tage farve – det smager kun skønt.

5. Skræl imens peberroden, riv den fint, og rør lidt af den sammen med creme fraichen (men gem lidt peberrod til servering). Smag til med olivenolie, havsalt og sort peber.

6. Kom kød og grønne bønner i gryden med bouillon og sød kartoffel, og lad det simre 3-4 minutter, til bønnerne er sprødmøre. Smag til med havsalt, sort peber og eddike.

Servering
Kom den stegte kål i en dyb tallerken, kom den varme bouillon henover, tegn med creme fraiche-dressing, dryp med olivenolie, og riv en masse frisk peberrod over retten.

-