Souvlaki-marineret svinekam og aubergine med honningbagte gulerødder og ovnkartofler
Ingredienser
- 1 pose nye danske kartofler
- 1 kvist rosmarin
- 3 hvidløgsfed
- 1 grøn citron
- 1 aubergine
- 1 pakke strimler af svinekam
- ½ pose gulerødder
- 1 bæger honning
- 1 bæger græsk-inspireret yoghurt
- 1 bæger skåret grønt (peberfrugt/selleri/agurk/persille)
- 1 pose aioli
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Souvlaki er en populær streetfood i Grækenland. Den består som regel af marineret grise- eller lammekød i tern, som sættes på spyd og grilles. De serveres ofte blot med en citronbåd til. Har du både tid, grill og grillspyd, kan du sætte kødet på spyd og grille dem på en rigtig grill. De kan også sagtens steges på en helt almindelig pande.
Henover sommeren og sensommeren vil du sommetider finde grønne citroner i din kasse. Lad dig ikke afskrække af farven, de grønne citroner er modne. Men når dags- og nattetemperaturerne nærmer sig hinanden i Sydeuropa, bliver citronerne ikke gule.
Tænd ovnen på 200 °C varmluft, og skyl frugt og grønt.
Skær kartofler i tynde, ensartede både. Vend dem med lidt olivenolie og salt på en bageplade med bagepapir, og bag dem gyldne og møre i ovnen i 25-30 min.
Pluk og hak rosmarin. Pil og skær hvidløg i tynde skiver. Riv citronskal, og halvér citron. Skær aubergine i strimler på størrelse med kødstrimlerne.
Kom kød og aubergine i en skål. Tilsæt rosmarin, hvidløg, citronskal, ½-1 tsk. salt og ½-1 tsk. peber.
Tilsæt citronsaft fra en halv citron og ½ dl olivenolie, og vend det godt rundt. Lad det marinere i minimum 10 min.
Flæk gulerødder på langs. Rør honning med citronsaft fra den anden halve citron, ½-1 tsk. salt og godt med peber. Kom gulerødder i et ovnfast fad, og hæld honningdressing over. Bag dem i ovnen i 15-20 min.
Varm en grillpande godt op, og grill kød og aubergine ved høj varme i 3-4 min., til kødet akkurat er gennemstegt (se køkkentip).
Vend yoghurt med skåret grønt fra bægeret, og smag til med salt og peber.
Anret ovnkartofler, souvlaki-marineret svinekam og aubergine samt honningbagte gulerødder. Spis med aioli og grønt i yoghurt til.