Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Spaghetti med ristede mandler, aubergine og mibuna

Spaghetti med ristede mandler, aubergine og mibuna

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 2 poser mandler (hakket groft)
  • 1 bundt mibuna (i grove stykker)
  • 2 auberginer (i tern a ca. 2 x 2 cm)
  • 1 pakke frisk fuldkornsspaghetti
  • 1 radicchiosalat (½ snittet fint, ½ snittet groft)
  • Resten af blomkålen (i papirtynde skiver, fx på et mandolinjern)
  • 1 stykke parmesan

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • sort peber
  • sennep
  • mel
  • smør
  • eddike (fx æbleeddike)

Sådan gør du

Køkkennote: Vi har tit diskussioner på kontoret om radicchio – om hvor skarp og bitter, den egentlig er. Nogle af os elsker den – andre synes, den er lidt for bitter til hverdagsmad. Måske er smagsløg bare forskellige. Faktum er, at den har bitterhed, og det er det, vi skal udnytte i maden. I denne opskrift får du den i to udgaver: stegt let på panden og råmarineret i en sennepsdressing.

Til i morgen: Hæld iblødsætningsvandet fra bønnerne, kom dem i en gryde med rigeligt frisk vand, og kog dem møre, 35-45 minutter. Tilsæt salt, og lad dem trække i 5 minutter. Opbevar bønnerne i kogevandet på køl til dag 3.

1. Sæt vand over til pasta, fx i en elkedel.

2. Skyl og klargør grøntsagerne som angivet i ingredienslisten, og hak mandlerne groft. Kom mibunaen i en skål, og sæt den til side til servering.

3. Lav en dressing af 6 spsk. olivenolie, 3 spsk. eddike, 2 spsk. sennep og lidt salt.

4. Kom lidt mel på en tallerken, og vend aubergineternene i melet.

5. Varm en pande op, tilsæt en god mængde olivenolie, og steg de panerede auberginetern gyldne og sprøde ved middel varme i 4-6 minutter.

6. Tilsæt de hakkede mandler og 2 spsk. smør til panden, og steg i yderligere 2-3 minutter, til mandlerne er gyldne.

7. Kom imens pastaen i en gryde med spilkogende, letsaltet vand, og kog den 2-3 minutter, eller til den er 'al dente'.

8. Tilsæt den fintsnittede radicchio til panden, og varm det hele igennem i 1-2 minutter. Smag til med salt og friskkværnet sort peber.

9. Vend den groft snittede radicchio og blomkålen med sennepsdressingen.

Servering
Anret spaghettien i dybe tallerkener, top med stegte grøntsager og mibuna, og riv parmesan henover. Server radicchio-blomkålssalaten ved siden af.

-