Spansk kartoffel-tortilla med peberfrugt-aioli
Ingredienser
- 2 bagekartofler
- 1 lysegrøn palermo-peberfrugt
- 1 tomat
- 1 løg
- 2 hvidløgsfed
- 1 bakke æg
- 1 pose aioli
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Tortilla er en klassisk spansk tapasret, der minder om den danske æggekage eller den italienske frittata. Tricket er at have høj varme på panden, når du tilsætter æggene, og så sænke varmen til noget nær laveste blus, når æggene har fået mulighed for at sætte sig lidt – så undgår du, at tortillaen brænder på. Alternativt kan du komme tortillaen i ovnen, når æggene har fået 1-2 min. på panden. Bag i så fald tortillaen i 15-20 min. ved 190 °C, og husk at bruge en pande, der kan tåle at komme i ovnen.
Skyl alt grønt.
Skær kartofler i 3-4 mm tykke skiver, fx på et mandolinjern. Skær peberfrugt i strimler, og skær tomat i mindre tern. Pil løg og hvidløg, og skær begge i tynde skiver. Kom tomater i en skål til servering.
Varm olie op på en pande, og sautér løg og hvidløg i 1-2 min.
Pisk imens æg sammen i en skål, og krydr med salt og sort peber.
Tilsæt kartofler til panden, vend rundt, og steg videre i 1-2 min.
Tilsæt æggeblanding, og steg i 1-2 min. Sænk varmen, læg låg over panden, og lad tortillaen tilberede videre, til kartoflerne er møre, og æggene har sat sig, 12-15 min. (se køkkentip).
Varm imens olie op på en pande eller i en gryde, og steg peberfrugt ved middel varme, til den er helt mør, 5-6 min. Krydr med lidt salt undervejs.
Vend stegt peberfrugt med aioli i en skål, og smag til med salt.
Tag låget af panden med kartoffel-tortilla, og læg en tallerken eller et fad henover. Flip panden rundt, så tortillaen lægger sig på tallerkenen/fadet. Top tortillaen med peberfrugt-aioli og tomater, skær den ud i trekanter, og spis.