Sprød pizza med ricotta, jalapeño-chili, koriander og lime
Ingredienser
- 1 grøn jalapeño-chili
- 1 grøn peberfrugt
- ½-1 bundt koriander
- 1 lime
- 1 madagurk
- 1 pizzadej
- 1 bæger ricotta
- 1 squash
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Mel (fx hvedemel)
Du har fået både en grøn citron og en lime med i din kasse. Citronen er moden, selvom den er grøn, men når dags- og nattetemperaturerne nærmer sig hinanden, som de gør sydpå i øjeblikket, bliver citronen ikke gul.
Er du i tvivl om, hvorvidt du står med en lime eller en citron, kan du tjekke ved at kradse lidt i skallen og dufte til den.
Tænd ovnen på 220°C varmluft, og skyl frugt og grønt.
Skær peberfrugt i strimler. Skær jalapeño i tynde ringe, og skær squash i tynde skiver på skrå.
Rul pizzadeje ud på et meldrysset bord. Smør med ricotta, og top med peberfrugt, jalapeño og squash. Dryp med olivenolie, og krydr med salt og peber.
Bag pizza i ovnen i 10-12 min., eller til gennembagt.
Skær agurk i mindre tern, og snit koriander groft. Skær lime i både.
Vend agurk med en smule koriander, og smag til med lidt limesaft og salt.
Top de varme pizzaer med koriander, og dryp med limesaft. Skær ud i trekanter, og spis agurkesalat til.