Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Sprøde schnitzler med grillet ratatouille og persillekartofler

4 personer

Ingredienser

  • 1 pose nye udenlandske kartofler
  • 1 squash
  • 4 tomater
  • 1 rødløg
  • 1 kvist rosmarin
  • 1 bundt bredbladet persille
  • 1 citron
  • 1 bakke æg
  • 1 pose pankorasp
  • 1 pakke schnitzler af kamfilet

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Smør
  • Mel (fx hvedemel)
Køkkentips

Ratatouille er oprindeligt en fransk bonderet, der kunne minde lidt om dansk biksemad: det er ikke nødvendigvis en køn ret, men den smager altid skønt. Ratatouille kan dog serveres i en smuk anretning – hvis man har tiden til det – ved at lægge de stegte grøntsager pænt i skiftende lag. Til det formål kan du evt. holde grøntsagerne varme på en tallerken i stedet for en skål.

Denne ratatouille kan også tilberedes i ovnen. Spred skiver af squash, tomat og rødløg ud på en bageplade beklædt med bagepapir, dryp med olivenolie, og krydr med salt. Bag dem i ovnen ved 220 °C varmluft, til de er gyldne og møre, ca. 15 min.

Inden du går igang

Sæt vand over til kartofler, og skyl frugt og grønt.

Kartofler (del 1)
  1. Halvér evt. de største kartofler, så alle har nogenlunde samme størrelse. Kog kartofler møre under låg i saltet, kogende vand i 8-10 min. Sluk for varmen og lad kartoflerne trække færdig over blusset i ca. 5 min. Hæld vandet fra.

Klargøring af grønt
  1. Skær squash og tomat i ca. 1 cm tykke skiver. Pil og skær rødløg i tynde skiver på tværs af ringene. Pluk og hak rosmarin fint. Pluk og snit persille groft. Riv citronskal fint, og halvér citron.

Grillet ratatouille (del 1)
  1. Varm en grillpande (eller almindelig pande) op. Vend squash, tomater og rødløg i lidt olivenolie, og steg dem i ét lag, en pandefuld ad gangen, til de er møre og brunede på begge sider, ca. 2 min. på hver side. Hold grøntsagerne varme i en skål ved siden af komfuret (se køkkentip).

Sprøde schnitzler
  1. Pisk æg sammen i en dyb tallerken. Kom mel i en anden dyb tallerken, og kom panko i en tredje dyb tallerken.

  1. Vend først kødet i mel, derefter i æggeblanding og til sidst i panko. Tryk kødet godt ned i pankoen, så paneringen hænger ved.

  1. Varm olie og en klat smør op på en pande, og steg kødet ved middel varme, til det er gyldent og gennemstegt, 2-3 min. på hver side. Krydr med salt og evt. sort peber undervejs.

Kartofler (del 2)
  1. Vend de kogte kartofler med lidt olivenolie, citronskal og persille.

Grillet ratatouille (del 2)
  1. Vend grillet ratatouille med rosmarin, og smag til med lidt citronsaft, salt og sort peber.

Servering

Anret grillet ratatouille og persillekartofler på tallerkener med sprøde schnitzler ved siden af. Dryp schnitzler med resten af citronsaften, og servér.

-