Sprøde tikka-krydrede pastinakfritters med grønkålspesto og frisk melonsalat
Ingredienser
- 3 poser kikærtemel
- ½-1 brev tikka masala-paste
- 1 bundt grønkål
- 1-2 hvidløgsfed
- 1 citron
- 2 poser tahin
- ½-1 bundt koriander
- 1 madmelon
- Alle pastinakkerne
- 2 løg
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
”Fritters” – sprøde grøntsagsfrikadeller – er efterhånden en moderne klassiker i det grønne køkken og findes i øvrigt i mange forskellige køkkener verden over.
Barattiere-melonen stammer fra Apulien i Italien og er en mellemting mellem en agurk og en melon. Den smager bedst, når den er let umoden og stadig grøn – her har den en frisk agurke-syre og en sprød tekstur. Behandl den som en melon: Fjern skræl og kerner, og lad den gerne trække lidt inden servering – så bliver den mere saftig.
Skyl frugt og grønt.
Rør en dej af kikærtemel, tikka masala-paste, lidt salt og 5-6 dl vand. Spæd evt. til med lidt mere vand – dejen skal have konsistens som yoghurt. Lad dejen trække i 5-10 min.
Pluk grønkål groft. Pil hvidløg, og halvér citron. Blend grønkål, hvidløg, tahin og 1 dl olivenolie til en grov pesto med en stavblender. Smag til med lidt citronsaft og salt.
Pluk og snit koriander groft. Skræl melon let (se køkkentip), og skær melonkødet i tern.
Vend melon og koriander godt sammen i en skål, og smag til med lidt citronsaft. Lad salaten trække indtil spisetid.
Riv pastinakker groft. Pil og skær løg i tynde skiver. Vend pastinak og løg i fritters-dejen, og rør godt rundt, så alt er dækket.
Varm en pande op, og tilsæt olie. Sæt store skefulde fritters-dej på panden, og steg dem gyldne og gennemtilberedte, 2-3 min. på hver side. Dryp dem evt. af på fedtsugende papir.
Anret melonsalat og pastinakfritters, og spis grønkålspesto til.