Squash-sautée med cremet gedeostedressing og hvid bønnesalat med rødbeder
Ingredienser
- Alle rødbederne
- 1 portion udblødte hvide bønner
- 1 rulle gedeost
- 1 bæger kærnemælk
- 1 squash
- 1 hvidløgsfed
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
Sæt vand over til bønner og rødbeder, og skyl alt grønt.
Kog rødbederne helt møre i rigeligt vand, 30-40 min. alt efter størrelse.
Smut rødbederne, og skær dem i mundrette stykker.
Hæld iblødsætningsvandet fra bønnerne. Kom dem i en gryde med rigeligt frisk, letsaltet vand, og kog dem møre, 30-35 min. Hæld kogevandet fra.
Vend kogte bønner og rødbeder sammen med olie, lidt eddike og salt i en skål.
Rør eller blend imens gedeost og halvdelen af kærnemælken sammen, og smag til med salt.
Flæk squash på langs, og skær i meget tynde skiver.
Varm en pande op, tilsæt olie, og sautér squash ved middel varme under omrøring til den er mør, 5-6 min. Smag til med salt, sort peber og fintrevet hvidløg.
Rør resten af kærnemælken med 1-2 spsk. olivenolie, og smag til med salt.
Vend squash sammen med kærnemælksdressing, anret på et fad, og giv den et ekstra skud sort peber. Anret gedeostdressing i en dyb tallerken, og anret rødbede-bønnesalaten ovenpå.