Stegt broccoli med græskarkerne-gremolata, cremet hummus og granatæble
Ingredienser
- 1 pose perlebyg
- 1 pose græskarkerner
- 1 broccoli
- 1 løg
- 1 grøn citron
- 1 bundt bredbladet persille
- 1 hvidløgsfed
- 1 rulle hummus
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- 1 granatæble
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
Vær opmærksom på, at du både har fået en grøn citron og lime med i din kasse. I dag skal du bruge den grønne citron, men er du i tvivl om, hvorvidt du står med en lime eller en citron, kan du tjekke det ved at kradse lidt i skallen og dufte til den.
Sæt vand over til perlebyg, og skyl perlebyg, frugt og grønt.
- Kom perlebyg i en gryde, dæk med kogende vand, og kog den mør under låg i 12-15 min. Hæld overskydende vand fra. 
- Rist imens græskarkernerne gyldne i en tør pande, 3-4 min. Hak dem groft. 
- Skær broccoli i halve buketter. Skræl broccolistokken, og skær den i grove stykker. Skær løg i tynde både. 
- Varm en pande op, tilsæt olie, og steg broccoli godt brunet og helt mør ved middel varme, 7-8 min. 
- Tilsæt løg, og steg i yderligere 2-3 min. Krydr med salt og peber undervejs. 
- Riv imens citronskal fint i en lille skål, og pres al citronsaft ned i skålen. 
- Pluk og snit persille fint. Riv hvidløg fint. Bland med citronskal og -saft, og vend ristede græskarkerner i. 
- Rør hummus sammen med yoghurt, så den bliver lind og cremet. Smag til med lidt salt. 
- Rul granatæble mod bordet under tryk for at løsne kernerne. Halvér granatæble, og fjern kernerne med en ske. Kom i en skål. 
Smør cremet hummus ud på et fad, og fordel perlebyg ovenpå. Top med stegt broccoli, og drys med græskarkerne-gremolata og granatæblekerner.