Spar penge med Aarstiderne Plus Spar penge med Plus Se hvordan
Søg
Menu

Stegt gris og porre på kartoffel-rodfrugtmos med persille og rødbedesalat

1 personer

Ingredienser

  • 1 pose kartofler
  • Alle persillerødderne
  • Alle de lange rødbeder
  • ½ pose gulerødder
  • 1 bundt bredbladet persille
  • 1 porre
  • 1 hvidløgsfed
  • 1 pakke strimler af svinekam

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Eddike (fx æbleeddike)
Køkkentips

Din rødbedesalat får ganske forskellig tekstur, alt efter hvilket redskab, du vælger at rive den på. På et klassisk råkostjern skæres grøntsagerne lidt ujævnt, og teksturen vil opleves blød og saftig. Hvis du vælger et mandolinjern, og skærer i tynde strimler, kan du servere en salat, som er knasende sprød og knap så juicy som på råkostjernet. Det saftige hjælper dressingen dog med. Uden et mandolinjern kan du naturligvis skære rødbede og gulerødder ud i tynde stave med en skarp kniv – så får du et lignende resultat. Sprød eller blød – begge udgaver af salaten er lækker, så vælg efter smag og dagsform.

Inden du går igang

Sæt vand over til kartoffel-rodfrugt mos.

Kartoffel-rodfrugtmos
  1. Skræl kartofler og persillerødder, og skær dem i grove tern. Kom dem i en gryde, og dæk med kogende, usaltet vand. Kog ca. 20 min. under låg, eller til alt er helt mørt.

  1. Hæld kogevandet i en kande eller lignende. Mos kartofler og persillerødder med en kartoffelmoser, et piskeris eller en stamper. Spæd til med kogevandet, til mosen har en god, cremet konsistens. Smag til med peber og lidt salt.

Rødbedesalat
  1. Skræl rødbeder og gulerødder. Riv dem groft på et rivejern eller mandolinjern (se køkkentip). Hak persille groft.

  1. Vend rødbeder og gulerødder med lidt olie og eddike i en skål. Smag til med salt og peber. Top salaten med halvdelen af persillen.

Stegt gris og porre
  1. Skær porre i skiver, og skyl dem grundigt i en skål med koldt vand, så evt. jord mellem lagene bliver skyllet ud. Hak hvidløg.

  1. Varm en pande op med lidt olie, og steg kødet i 2 min. Tilsæt porre, og steg kød og porre ved middel varme i 4-5 min. Tilsæt hvidløg og resten af persillen, vend rundt, og smag til med salt og peber.

Servering

Anret kartoffel-rodfrugtmos på en tallerken, og top med stegt gris og porre. Spis rødbedesalat til.

-