Stegt kam af gris i rød karry med komatsuna, stegt grønt og nudler
Ingredienser
- ½ pose gulerødder
- ½-1 rød chili
- 1 bundt komatsuna
- 1 stængel citrongræs
- 2 lime
- 1 pakke strimler af svinekam
- 1 pose rød karrysauce
- 1-2 pakker nudler
Tjek at du selv har
- Olie (fx sesam- eller olivenolie)
- Salt
Pil de yderste blade af citrongræsset, skær 8-10 cm af den hvide bund, og hak det fint. Brug den hvide bund til retten. Resten af citrongræsset kan fx bruges i supper eller juicer – læg det evt. i fryseren, indtil du får brug for det.
Komatsuna ligner en mellemting mellem storbladet spinat og pak choy. Stænglerne er tynde og sart lysegrønne, og bladene er store med farver der varierer mellem mørkegrøn og rød.
Sæt vand over til nudler, og skyl frugt og grønt.
Flæk gulerødder på langs, og skær i tynde skiver på skrå. Hak halvdelen af chili fint, og skær resten i tynde ringe på skrå. Hak komatsunablade groft, og snit stængler fint. Hak citrongræs fint (se køkkentip), og skær lime i både.
Varm en gryde op, tilsæt olie, og steg svinekød ved høj varme, til det er let brunet, 1-2 min.
Tilsæt gulerødder, finthakket chili, fintsnittede komatsunastængler og citrongræs, og steg videre i 1 min.
Tilsæt rød karrysauce, og kog op. Lad retten simre, til gulerødderne er møre, 3-4 min. Smag til med salt og limesaft.
Kom imens rigeligt spilkogende vand i en gryde, tilsæt salt og nudler, og kog op i 1 min. Sluk for varmen, og lad nudlerne trække i vandet i 3 min. Hæld vandet fra.
Anret nudler i skåle, og anret rød karrysauce med grønt og svinekød ovenpå. Drys med grofthakkede komatsunablade og chiliringe, dryp med resten af limesaften, og servér.