Stegt kylling serveret med syltede agurker, kartofler og rabarberkompot er en dansk sommerklassiker, som fungerer så godt, fordi den både rummer syre og sødme, sammen med årstidens superhelt: rabarber.
Kyllingeoverlår er en favorit hos os kokke, fordi det er en muskel, som har bevæget sig meget, og derfor kan kødet tåle en længere tilberedning uden at blive tørt. Lad endelig fedt og sener sidde på kyllingen, for de er med til at give masser af god smag og saftighed til retten.
Sæt vand over til kartofler, og skyl frugt og grønt.
Kog kartofler møre i rigeligt saltet vand i 12-15 min. (alt efter størrelse). Hæld vandet fra, og vend kartofler med lidt olivenolie eller evt. smør, hvis du har.
Pil og skær rødløg samt agurk i tynde skiver.
Kom eddike [1/2/3p: 1 dl | 4/5p: 2 dl], vand [1/2/3p: ½ dl | 4/5p: 1 dl] og sukker [1/2/3p: 2-3 spsk. | 4/5p: 3-4 spsk.] i en gryde, og kog op, til sukkeret er opløst.
Tilsæt agurk og rødløg, og lad det simre et minuts tid. Sluk for varmen, og lad det trække indtil spisetid.
Skær rabarber i stykker a ca. 2 cm. Kom dem i en kasserolle med sukker [1/2p: 1-2 spsk. | 3/4: 2-3 spsk. | 5p: 3-4 spsk.] og 1 spsk. vand, og kog det stille op. Lad det simre til en tyk kompot i 8-10 min.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg kylling gylden og mør, 3-5 min. på hver side (alt efter tykkelse). Krydr med salt og peber undervejs.
Lad kylling hvile i 2-3 min, og skær derefter i brede strimler.
Anret kartofler og stegt kylling, og spis syltede agurker og rødløg samt rabarberkompot til.