Stegt kylling med kogte kartofler, syltede agurker og rabarberkompot
Ingredienser
- 1 pose nye danske kartofler
- 1 rødløg
- 1 madagurk
- 2 rabarberstængler
- 1 pakke kyllingeoverlår uden ben
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx lager- eller æbleeddike)
- Sukker
- Evt. smør
Stegt kylling serveret med syltede agurker, kartofler og rabarberkompot er en dansk sommerklassiker, som fungerer så godt, fordi den både rummer syre og sødme, sammen med årstidens superhelt: rabarber.
Sæt vand over til kartofler, og skyl frugt og grønt.
Kog kartofler møre i rigeligt saltet vand i 12-15 min. (alt efter størrelse). Hæld vandet fra, og vend kartofler med lidt olivenolie eller evt. smør, hvis du har.
Pil og skær rødløg samt agurk i tynde skiver.
Kom 1 dl eddike, ½ dl vand og 2-3 spsk. sukker i en gryde, og kog op, til sukkeret er opløst.
Tilsæt agurk og rødløg, og lad det simre et minuts tid. Sluk for varmen, og lad det trække indtil spisetid.
Skær rabarber i stykker a ca. 2 cm. Kom dem i en kasserolle med 2-3 spsk. sukker og 1 spsk. vand. Kog det stille op, og lad det simre til en tyk kompot, 8-10 min.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg kylling gylden og mør, 3-5 min. på hver side (alt efter tykkelse). Krydr med salt og peber undervejs.
Lad kylling hvile i 2-3 min, og skær derefter i brede strimler.
Anret kartofler og stegt kylling, og spis syltede agurker og rødløg samt rabarberkompot til.